Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: Lyngby BK - FC Nordsjælland

Lyngby BK og FC Nordsjælland skal ud i en direkte kamp om at hænge på FC Midtjylland i kampen om bronzemedaljerne.

Kampfakta:
Kampstart: Fredag klokken 16.00
Spillested: Lyngby Stadion
Slutspil: Mesterskabsspil
Dommer: Michael Johansen
På TV: Canal 9
Hashtag: #lbkfcn #sldk

Holdnyt:

Lyngby BK:
De kongeblå vandt senest 2-0 over SønderjyskE i et opgør, som David Nielsens mandskab dominerede, og her kunne man for alvor genkende Lyngby. Defensiven var god, Jesper Hansen stod godt i målet, og man kendte besøgelsestiden i den modsatte ende. 

Sejren betyder, at Lyngby stadig er en stor bronzebejler i Superligaen, og fredag spiller oprykkerne mod FC Nordsjælland i det, der kan være en direkte duel om at være førsteudfordrer til FC Midtjylland i bronzekampen.

Lyngby-topscorer Jeppe Kjær har været skadet i det meste af slutspillet, og det har betydet mere spilletid til Kim Ojo og talentet Jens Odgaard. I 2-0-sejren over SønderjyskE scorede Ojo et flot mål på hovedstød, og han tilfører Lyngby noget fysik i feltet, som holdet mangler, når klejne Jeppe Kjær er på banen.

Lyngby er uden karantæner mod FC Nordsjælland, men Mathias Tauber er på skadeslisten. Jeppe Kjær er tilbage, men spørgsmålet er, hvor mange minutter han har i sig.

FC Nordsjælland:
Efter et par nederlag i træk var der igen point på kontoen til FC Nordsjælland, da Farum-klubben fredag spillede 1-1 med FC København. Det ene point vakte især jubel i FCK-lejren, der dermed kunne fejre mesterskabet, men det var bestemt også brugbart for FC Nordsjælland, idet ikke ret mange af de øvrige hold i Mesterskabsspillet kan forvente at få point mod suveræne FCK.

Og så hører det endda med til historien, at Marcus Ingvartsen skulle have sikret FCN sejren med et hovedstød tæt under mål.

FC Nordsjælland har et klokkeklart koncept, som de kører ud fra weekend efter weekend, og holdet bliver hele tiden bedre. Kasper Hjulmands tropper er måske de mest boldsikre og pasningsstærke i Superligaen. Desuden er der en masse fart og opportunisme på holdet.

FCN er hårdt ramt til Lyngby-kampen. Klubben har både Karlo Bartolec, Emiliano Marcondes og Stanislav Lobotka i karantæne, mens Lasse Petry, Pascal Gregor, Indy Groothuizen og Emil Damgaard er skadet. Runar Runarsson er tvivlsom.

Karantæne:
Lyngby BK: Ingen
FC Nordsjælland: Karlo Bartolec, Emiliano Marcondes og Stanislav Lobotka

Bud på startopstillinger:
Lyngby BK (4-2-3-1): Hansen - Brandrup, Jonasson, Sørensen, Lumb - Ørnskov, Christjansen - Blume, Rygaard, Boysen - Ojo

FC Nordsjælland (3-4-3): Carlgren - Tranberg, Maxsø, Mtiliga - Pedersen, Jensen, Nelsson, Da Silva - Donyoh, Ingvartsen, Asante

Profilen:
Bror Blume er gået fra egentlig ikke at være god nok i David Nielsens øjne til at blive en profil på Lyngby-mandskabet. Derfor blev han også tidligere på foråret belønnet med en ny kontrakt, og David Nielsen har fastslået, at han "bøjer sig i støvet for Bror Blume". I 2-0-sejren over SønderjyskE lagde Blume op til begge scoringer, og han får også en vigtig rolle mod FC Nordsjælland.

Vidste du, at..:
Lyngby og FC Nordsjælland har en gang tidligere tørnet sammen med Michael Johansen som dommer. Det var helt tilbage i november 2010, hvor FC Nordsjælland vandt 2-1. Blandt målscorerne var Tobias Mikkelsen for FCN og Lasse Rise for Lyngby. Begge spillere er også med i fredagens opgør.

Dom:
FC Nordsjælland ville nok være en lille favorit i stærkeste opstilling, men Kasper Hjulmands tropper er hårdt ramt af skader og karantæner, og det spiller bolden over på Lyngbys halvdel. Hjemmeholdet vinder 1-0.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: