Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: Lyngby BK - SønderjyskE

Lyngby BK og SønderjyskE har haft det svært i slutspillet. Søndag tørner de to klubber sammen på Sjælland.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 13.00
Spillested: Lyngby Stadion
Slutspil: Mesterskabsspil
Dommer: Sandi Putros
På TV:  TV3 Sport 1
Hashtag: #lbksje #sldk

Holdnyt:

Lyngby BK:
De kongeblå har haft en fantastisk sæson, og det er en kæmpe overraskelse, at holdet i det hele taget er med i mesterskabsspillet. Her har David Nielsens mandskab ikke haft samme succes som i grundspillet, og det er bemærkelsesværdigt, at oprykkerne pludselig er begyndt at lukke mange mål ind - senest indkasserede Jesper Hansen tre mod FC København.

Måske der er ved at indfinde sig en mental træthed efter en lang sæson?

Faktum er dog, at selv om Lyngby blot har vundet en kamp i slutspillet, er holdet stadig med i kampen om bronze. Blot to point er der op til FC Midtjylland, der har været temmelig ustabile i denne sæson. Lyngby må dog betegnes som en outsider i medaljekampen.

Lyngby har måttet klare sig uden topscorer Jeppe Kjær i en stor del af slutspillet, og han er også tvivlsom til opgøret mod SønderjyskE. Der er også tvivl om Mathias Tauber, som måtte udgå med en skade mod FC København.

SønderjyskE:
De danske vicemestre er kommet i menneskehænder i slutspillet, hvor holdet står noteret for fire nederlag i fem kampe. SønderjyskE har været overmatchet, men for Haderselv-klubben er det at være i top seks en stor bedrift i sig selv - ikke mindst set i lyset af den store udskiftning i januar.

Det ændrer dog ikke ved, at SønderjyskE uden tvivl gerne vil efterlade sig et lidt bedre indtryk inden sommerferien, og så skal der point på kontoen i de resterende kampe. Det første point i slutspillet kom i forrige runde, hvor det blev 1-1 på udebane mod et reservespækket Brøndby-mandskab. 

Claus Nørgaards mandskab er i en skadesplaget forfatning. Midtbanespilleren Sakari Mattila er ude i op til et år, og desuden er der skader til Eggert Jonsson, Casper Olesen, Teit Jacobsen, Nicolaj Ritter og Marc Pedersen. Kees Luijckx og Simon Poulsen afsoner karantæne mod Lyngby.

Karantæne:
Lyngby BK: Ingen
SønderjyskE: Kees Luijckx og Simon Poulsen

Bud på startopstillinger:
Lyngby BK (4-2-3-1): Hansen - Brandrup, Jonasson, Sørensen, Lumb - Christjansen, Ørnskov - Blume, Rygaard, Boysen - Odgaard

SønderjyskE (4-1-4-1): Fernandes - Ramon, Kanstrup, Maak, Marfelt - Madsen - Greko, Rømer, Kløve, Absalonsen - Uhre

Profilen:
Johan Absalonsen satte et iskoldt straffespark i netmaskerne mod Brøndby, og Årets Spiller for sølvsæsonen i Haderslev virker i god form for tiden. Absalonsen har spillet 306 kampe i Danmarks bedste fodboldrække, og mod Lyngby føjer han endnu en til samlingen, men spørgsmålet er, hvor mange flere der gemmer sig i ham? Til sommer udløber hans kontrakt med SønderjyskE, og det er fortsat uafklaret, hvad der skal ske. 

Vidste du, at..:
Lyngby BK og SønderjyskE har mødt hinanden 12 gange i Superliga-sammenhæng, og blot ved en enkelt lejlighed er det endt uafgjort mellem de to klubber.

Dom:
SønderjyskE er ramt på flere måder. Selv om det blev til et flot point ude mod Brøndby, må spillerne kunne mærke de mange nederlag på selvtilliden. Desuden er holdet ramt af både skader og karantæner mod Lyngby. Derfor bliver det en svær kamp for gæsterne, der formentlig vil være tilfredse med et point. Det ender dog med en 1-0-sejr til hjemmeholdet.

Seneste indbyrdes kampe, form og tabel: