Optakt: Randers FC - AaB
Superliga

Optakt: Randers FC - AaB

Både Randers FC og AaB fik et point i premieren, og i anden spillerunde går begge mandskaber benhårdt efter sæsonens første sejr.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 20.00
Spillested: BioNutria Park, Randers
Dommer: Michael Tykgaard
På TV: TV3 Sport 1
Twitter: #rfcaab

Holdnyt:
Randers FC:
De har haft nok at se til i Randers FC og har det for så vidt stadig, idet Mandla Masango løber rundt og drømmer sig langt væk fra klubben, men kronjyderne fik et flot resultat med sig fra Herning i Superliga-premieren, hvor det blev 2-2 mod FC Midtjylland. I sidste uge fik Randers også målmandsteamet på plads, da islandske Hannes Halldorsson blev hentet, og Brandur Hendriksson er desuden kommet til fra FCK, så der tegner sig nu et mere tydeligt billede af truppen, selv om klubben formentlg ikke er færdig med at agere på transfermarkedet. 

Randers FC må forsat undvære Alexander Fischer, der dog gør fremgang efter sin skadespause.

AaB:
Nordjyderne har sagt farvel til flere profiler, og spørgsmålet er, hvordan det kommer til at gå AaB uden Nicolaj Thomsen, Lukas Spalvis og Kenneth Emil Petersen. I første omgang var det ikke opløftende, da AaB måtte nøjes med 1-1 hjemme mod oprykkerne fra AC Horsens. Der skal helt andre boller på suppen, hvis Lars Søndergaards mandskab skal vinde i Randers.

AaB-træneren har en næsten fuld trup til rådighed. Jannik Pohl missede premieren på grund af sygdom, men han ventes at være tilbage. Eneste mand, der mangler, er Jakob Ahlmann, der stadig savner nogle procenter, før han er tilbage fra sin lange skadespause. 

Karantæner:
Randers FC: Ingen
AaB: Ingen

Bud på startopstillinger:

Randers FC:

Randers FC (4-4-2): Halldorsson - Thomsen, Fenger, Agesen, Marxen - Fisker, Allansson, Poulsen, Masango - Ishak, Lundberg

AaB:

AaB (4-4-2): Larsen - Kristensen, Pedersen, Holgersson, Rolantsson - Meilinger, Würtz, Risgård, Børsting - Helenius, Enevoldsen.

Profilen:
Det er ikke så tit, man har en spiller i truppen, der helt åbenlyst har modvilje mod at være der. Det er ikke desto mindre tilfældet med Mandla Masango, der med hans agents ord er "dybt ulykkelig" i klubben. Det kunne man ikke se i mandagens kamp mod FCM, hvor Masango både fightede og scorede, men spørgsmålet er selvfølgelig, om det er holdbart at gøre brug af en spiller, der vil væk? Som en lille krølle på historien er det værd at bemærke, at netop AaB er meget interesseret i Masango, der ligeledes gerne vil til Aalborg. 

Vidste du, at..:
Michael Tykgaard to gange tidligere har passet fløjten i et opgør mellem Randers FC og AaB. Begge gange er det endt med en sejr til nordjyderne, og i begge kampe har Thomas Enevoldsen fundet vej til netmaskerne.

Dom:
Umiddelbart tegner det til at blive en ret lige kamp mellem de to mandskaber, der begge har fået en del nye spillere på holdkortet i forhold til sidste sæson. Det seneste indbyrdes opgør endte 0-0, og vi tror på endnu en pointdeling. Denne gang bliver det 1-1.

Seneste indbyrdes kampe, form og tabel: