Optakt: Silkeborg IF - AaB
Illustration
Superliga

Optakt: Silkeborg IF - AaB

Silkeborg har fortsat ikke scoret i denne sæsons Superliga, mens AaB skal forsøge at komme sig over det store nederlag i Cypern. Hvem har mest selvtillid i posen?

Kampfakta:
Spillested: Mascot Park, Silkeborg
Dommer: Jakob Kehlet
Kampstart: Søndag klokken 13.00
På tv: TV3 Sport 1
Twitter: #sifaab

Holdnyt:
Silkeborg IF: Det er i angrebet, det har haltet for Silkeborg IF, der altså fortsat er uden scoringer i Superligaens første fem runder. Alle de offensive spillere er klar, og måske Adeola Runsewe, Christian Sørensen og Jesper Bech kan tiltvinge sig lidt spilletid, efter de alle tre scorede for Silkeborgs reservehold mandag. Adeola Runsewe lavede hattrick. I forsvaret vender Jens Martin Gammelby tilbage efter karantæne, så eneste mand, Silkeborg mangler, er skadede Nicolaj Køhlert.

AaB: De danske mestre er færdige i dette års Champions League, efter holdet tirsdag aften tabte med hele 4-0 til Apoel på Cypern. Dermed bliver det en flok skuffede spillere, der vender hjem til Danmark for at møde Silkeborg IF. AaB har fortsat nogle skadesproblemer at døje med. Lukas Spalvis og Jakob Ahlmann er langtidsskadet, mens svenske Rasmus Jönsson fortsat ikke er klar. AaB har efterhånden spillet mange kampe på kort tid, så det skal også vise sig, om spillerne kan stå mod belastningen af de mange kampe. Dog kan Kent Nielsen glæde sig over, at Henrik Dalsgaard er ved at komme i gear igen.

Karantæne:
Silkeborg IF: Ingen
AaB: Ingen

Superliga-form:
Silkeborg IF: U-T-T-U-T
AaB: U-V-U-T-U

Bud på startopstillinger:
Silkeborg IF (5-4-1): Jensen - Hansen, Gammelby, Flinta, Mikkelsen, Ritter - Agger, Pedersen, Scheel, Illum - Beck
AaB (4-4-2): Larsen - Kristensen, Petersen, Thelander, Gorter - Thomsen, Würtz, Risgård, Enevoldsen - Helenius, Jakobsen

Vidste du, at...:
Silkeborg har de senere år haft overtaget på AaB, når de to hold mødes i Silkeborg. Faktisk skal vi helt tilbage til april 2007 for at finde den seneste udebanesejr til AaB i Superligaen mod Silkeborg, her vandt nordjyderne med de herlige cifre 6-4. Siden er det blevet til fire Silkeborg-sejre og to uafgjorte kampe.

Dom:
Begge hold hænger måske en smule med mulen efter skuffende resultater. Silkeborg skal ud og have det mål, der sparker tro i spillere og tilskuere, mens AaB nu skal vise, at holdet er bedre end det, der blev leveret på Cypern. Trætheden kan blive en faktor for AaB, der har spillet mange kampe på det seneste og rejst en del, men omvendt er der også brug for en trodsreaktion oven på den dårlige præstation mod Apoel. Vi tror på, Kent Nielsen får sat gang i en trodsreaktion fra AaB, og at Silkeborg endnu en gang må gå skuffede fra banen uden mål og point. Kampen slutter 2-0 til AaB.

Spil på 2-0 som kampens resultat til odds 10.50 hos Danske Spil - klik her.

Følg kampen i tipsbladet.dk's LIVE-center.