Optakt: SønderjyskE - Brøndby IF
Superliga

Optakt: SønderjyskE - Brøndby IF

SønderjyskE kan ikke længere nå i top fire, mens Brøndby IF lader op til pokalfinalen på torsdag.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 18.00
Spillested: Sydbank Park, Haderslev
Slutspil: Mesterskabsspil
Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt
På TV: 3+
Hashtag: #sjebif #sldk

Holdnyt:

SønderjyskE:
Mange skader har ikke hjulpet SønderjyskE i mesterskabsspillet, og således har Claus Nørgaards mandskab udspillet sin rolle i Superligaen. Klubben kommer ikke i Europa i år, så nu handler det om at få sluttet godt af i ligaen, inden holdet går på sommerferie.

Senest blev det til et nederlag på 1-4 ude til FC Nordsjælland, så det ligner, at holdet så småt er ved at indstille sig på næste sæson.

Til opgøret mod Brøndby IF er Claus Nørgaard uden Johan Absalonsen og Kees Luijckx, der er i karantæne, mens Sakari Mattila og Eggert Jonsson er skadede. Skadede er Ramon Rodrigues og Casper Olesen også, mens Simon Poulsen er tilbage for SønderjyskE.

Mikael Uhre er tilbage fra karantæne.

Brøndby IF:
Andenpladsen er i hus, så det hele handler nu om torsdagens pokalfinale mod rivalerne fra FC København. Klubben er gået en smule i stå i Superligaen, hvor det senest blev til et nederlag på 0-2 hjemme mod Lyngby.

Det nederlag kom, efter venstre back Gregor Sikosek så rødt allerede efter fire minutter af opgøret, og han sidder derfor ude af opgøret mod SønderjyskE.

Jan Kliment har været skadet det sidste stykke tid, og så nærmer Thomas Kahlenberg sig snart et comeback for Brøndby - hans comeback måtte dog vente, efter Brøndby måtte spille det meste af kampen mod Lyngby med 10 mand. 

Hjörtur Hermannsson vender tilbage fra karantæne. 

Brøndby har dog valgt at spare Johan Larsson, Christian Nørgaard, Frederik Rønnow, Kamil Wilczek og Hany Mukhtar forud for torsdagens pokalfinale. 

Karantæne:
SønderjyskE: Kees Luijckx og Johan Absalonsen
Brøndby IF: Gregor Sikosek

Bud på startopstillinger:
SønderjyskE (4-4-1-1): Fernandes - Pedersen, Kanstrup, Maak, Marfelt - Zinckernagel, Rømer, Kløve, Jakobsen - Madsen - Uhre

Brøndby IF (4-1-2-1-2): Kwarasey - Holst, Hermannsson, Arajuuri, Crone - Austin - Kahlenberg, Phiri - Kalmár - Nilsson, Pukki

Profilen:
Christian 'Greko' Jakobsen har ikke just sat Superligaen i kog, efter han skiftede fra Brøndby til SønderjyskE, men den offensive spiller er også kommet til et hold, der er i gang med at genopbygge og fortsat skal genopbygge det kommende stykke tid. Hvis Jakobsen skal have lidt medvind, for der er lidt modvind i øjeblikket, kunne han passende sætte et mål ind mod sin tidligere arbejdsgiver fra Brøndby. Hold øje med 'Greko'.

Vidste du, at..:
Claus Nørgaard er i gang med sit første Superliga-trænerjob, efter han i sommeren 2016 valgte at stoppe i Brøndby på grund af sagen med Jan Bech Andersen, der også fik Thomas Frank til at stoppe. Nu står Nørgaard så igen over for sin tidligere arbejdsgiver. I de første to møder med Brøndby, hvor Nørgaard har stået i spidsen for holdet, er det endt med et nederlag og en pointdeler. Måske er tredje gang lykkens gang?

Dom:
Ingen har de to hold har død og pine brug for de tre point, men begge mandskaber vil ganske givet gerne rette op på et dårligt resultat senest. For hjemmeholdet handler det om at komme til sommerferie med en god fornemmelse, .mens Brøndby IF's fokus er på torsdagens pokalfinale.

For Brøndby handler det ikke kun om at spare spillere, det handler også om at gå ind til pokalfinalen mod FC København med et godt resultat, selvtillid og en god fornemmelse forud for den første pokalfinale for klubben i ni år.

Umiddelbart har SønderjyskE de største problemer, og det bør Brøndby kunne slå kapital af og således komme ind til pokalfinalen med en god fornemmelse. Kampen ender med en Brøndby-sejr på 2-1.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: