Optakt: SønderjyskE - FC Nordsjælland
Superliga

Optakt: SønderjyskE - FC Nordsjælland

FC Nordsjælland kommer til Haderslev som et af ligaens mest formstærke hold i denne duel om tredjepladen (som FC Midtjylland og Lyngby BK retteligt også kandiderer til).

Kampfakta:
Kampstart: Fredag klokken 15.30
Spillested: Sydbank Park, Haderslev
Slutspil: Mesterskabsspil
Dommer: Morten Krogh
På TV: TV3 Sport 1
Hashtag: #sjefcn #sldk

Holdnyt:
SønderjyskE:
Det har været et blandet forår for sølvvinderne fra i fjor, der først tabte to Superliga-kampe, så vandt tre og senest har tabt to. Tre af de fire nederlag har dog været mod FC København, Brøndby IF og FC Midtjylland, mens kun 3-0 i forårspremieren mod Esbjerg fB var en skuffelse.

De tre sejre var dog nok til, at SønderjyskE leverede en af sæsonens store comebacks og nåede mesterskabsspillet, efter man lå nummer 12 indtil niende spillerunde. Det andet store comeback kom velsagtens fra fredagens modstander, FC Nordsjælland.

SønderjyskE skal i de kommende uger vise, at de også kan klare sig mod ligaens bedste. Holdet har tabt ni kampe i denne sæson, og kun to af dem – AGF i første spillerunde og senest EfB i forårspremieren – har været mod hold uden for den aktuelle top 5.

Hvor SønderjyskE i vinteropstarten og begyndelsen af foråret var hårdt ramt af skader, har cheftræner Claus Nørgaard nu en næsten skadesfri trup at vælge ud fra. Det var kun Eggert Jonsson, der sad over mod FC Midtjylland i sidste spillerunde, og det er endnu uvist, om han vender tilbage til FCN-kampen.

SønderjyskE ligger fint til i kampen om tredjepladsen og har 39 point, hvilket er to færre end FC Midtjylland.

FC Nordsjælland:
Med 14 point i de seneste seks kamp er FC Nordsjælland et af Superligaens mest formstærke hold, og når spillet fungerer for Kasper Hjulmands unge drenge, rammer de et højt niveau. Senest viste holdet, at det også kan få point på Danmarks sværeste udebane, Parken, hvor FC København ikke har tabt i 45 kampe.

Marcus Ingvartsen har fået gang i målscoringen og presser Teemu Pukki i toppen af topscorerlisten, Emiliano Marcondes blev kåret til Månedens Spiller i Superligaen i marts, og med Godsway Donyoh tilbage fra karantæne er der rigeligt med offensive trusler, som SønderjyskE skal tage højde for.

Cheftræner Hjulmand kan formentlig også se frem til at have anfører Patrick Mtiliga til rådighed igen mod SønderjyskE, efter han overværede 1-1-kampen mod FCK fra sygehuset med sin nybagte søn i armene.

Lasse Petry, Pascal Gregor og Tobias Mikkelsen er fortsat ude med skade, ligesom Indy Groothuizen næppe er klar til startopstillingen endnu.

FC Nordsjælland er begyndt at kandidere til kraftigt til bronzemedaljerne og ligger lige nu nummer fire med 39 point – to færre end FC Midtjylland på tredjepladsen.

Karantæne:
SønderjyskE: Ingen
FC Nordsjælland: Ingen

Bud på startopstillinger:
SønderjyskE (4-1-4-1): Fernandes – Pedersen, Kanstrup, Luijckx, Poulsen – Mattila – Jakobsen, Madsen, Rømer, Absalonsen – Uhre

FC Nordsjælland (4-3-3): Runarsson – Bartolec, Tranberg, Maxsø, Mtiliga – Jensen, Lobotka, Pedersen – Marcondes, Ingvartsen, Donyoh

Profilen:
Marcus Ingvartsen havde fire kampes måltørke på tværs at vinterpausen, men FCN-topscoreren er i den grad kommet efter det. Fire mål og ét oplæg i de fire seneste kampe er facit for landsholdsspilleren, der får et par velvoksne mænd at slås med i SønderjyskE-forsvaret i fredagens kamp.

Vidste du, at..:
Det er FC Nordsjælland, der har den indbyrdes håneret. Holdet har fået fire sejr og en enkelt uafgjort i de fem seneste opgør mod SønderjyskE, hvis senest sejr over FCN ligger lige over to år tilbage.

Dom:
Hvis end ikke FC København på hjemmebane kan vinde over FC Nordsjælland for tiden, er det svært at se, hvem der så kan. SønderjyskE har ganske vist også fordel af hjemmebane, og af at udeholdet skal på en lang bustur før kampen, men det formstærke FC Nordsjælland-mandskab bliver formentlig noget af en mundfuld alligevel.

Buddet herfra er, at de offensive nordsjællandske profiler bliver så svære at holde nede, at SønderjyskE ikke kan undgå at indkassere et par mål. 1-2 til FCN er gættet dermed.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: