Optakt: SønderjyskE - FC Vestsjælland
Illustration
Superliga

Optakt: SønderjyskE - FC Vestsjælland

Bundkamp med utroligt vigtige point på spil. Knuser SønderjyskE igen FC Vestsjælland, som det skete i forårspremieren, eller lukker Ove Pedersens mandskab endnu engang forsvaret helt af?

Fakta om #sjefcv
- Sæsonens første møde mellem de to hold blev spille i Haderslev og sluttede 0-0, mens forårspremieren i Slagelse sluttede med en solid SønderjyskE-sejr på 4-0.

- SønderjyskE-træner Lars Søndergaard går ind til sin Superliga-kamp nummer 100. Otte kampe var for AaB tilbage i 1997/98, men de 92 kampe som SønderjyskE-træner har resulteret i 34 sejre, 23 uafgjorte og 42 nederlag.

- SønderjyskE har kun scoret 12 gange i 12 hjemmekampe i denne sæson. 

- FC Vestsjælland har ikke scoret i sine seneste tre kampe.  

- Dommer Lars Christoffersen har i sine 10 kampe i sæsonen uddelt hele 44 gule kort og to røde.

Citatet: Ove Pedersen til Ritzau:
- På nogle områder spiller vi ikke engang som et godt 1. divisionshold. Vores resultater er kommet, før end vi var klar til Superligaen, og vi har skullet forcere tingene i forhold til de andre klubber, som slås med de samme ting som os, og som har været en del af Superligaen i flere år. 

På tv: Fredag klokken 18.30 på Tv3 Sport1

Skader: SønderjyskE må undvære Daniel Jensen, Adigun Salami, Ayoub Sørensen og Bo Storm. Hos FC Vestsjælland er de to angribere Edward Ofere og Joël Tshibamba ude med skader. 

Karantæner: Kanstrup (SønderjyskE)

Bud på startopstillinger: 
SønderjyskE (4-4-2): Skender - Paulsen, Jonason, Lodberg, Christensen - Beck, Hansen, Guira, Songani - Okotie, Bechmann 

FC Vestsjælland (4-4-2): Mikkelsen - Nielsen, Bozga, Christensen - Nymann, Madsen, Bertolt, Lumb - Festersen, Sørensen, Dal Hende 

Dom: Der er dømt bundkamp, og det er en kamp, som SønderjyskE skal gå efter at vinde, mens FCV bedre kan tillade sig at satse på den tredje 0-0-løsning i træk. Sønderjyderne får lov til at skabe kamp og har brug for kreativiteten, som en Henrik Hansen kan levere. Selv om FCV forsøger at parkere den efterhånden kliche-slidte bus foran målet, bliver hjemmeholdets offensive ihærdighed belønnet med en 1-0-sejr.

En 1-0-sejr til Sønderjyske giver odds 7,65 hos Danske Spil - spil på kampen her.