Ove P.: Sejren lå lige til
Illustration
Superliga

Ove P.: Sejren lå lige til

Ove Pedersen er ærgerlig over nederlaget til Viborg.

FC Vestsjælland plejer at have deres hyr med Viborg, men fredag aften så det ud til, at Slagelse-klubben skulle have det ene point i oprykkerduellen i Superligaen. Efter 87 minutter stod der stadig 0-0 på måltavlen, men så scorede Simon Nagel og Kevin Mensah i slutfasen og sikrede Viborg en 2-0-sejr.

Til stor ærgrelse for FCV-træner Ove Pedersen, der mener, at sejren lige så nemt kunne være gået til hans hold.

- Jeg er ærgerlig over, at vi tabte. I den periode, hvor de scorede, var det egentligt os, der sad tungt på begivenhederne, og vi brændte to mega-chancer. Det lå jo til, at vi skulle vinde den her kamp. Så det er ærgerligt, at vi indkasserede en scoring så sent, siger Ove Pedersen ifølge Ritzau.

FC Vestsjælland møder i næste runde topholdet FC Midtjylland på udebane.