Patrick Mtiliga afløser Nicolai Stokholm
Illustration
Superliga

Patrick Mtiliga afløser Nicolai Stokholm

Patrick Mtiliga er ny anfører i FC Nordsjælland, og sammen med Søren Christensen skal han nu sammensætte et spillerråd, der skal være bindeled mellem trænerstab og trup.

33-årige Patrick Mtiliga overtager anførerbindet i FC Nordsjælland efter Nicolai Stokholm, der stoppede sin karriere efter sidste sæson. FC Nordsjælland skriver på klubbens hjemmeside, at Mtiliga overtager anførerbindet, og at de har bedt ham og Søren Christensen om at danne en form for spilleråd.

- Vi skal have flere spillere til at tage ansvar og mærke, at det er en fælles proces. Der er noget, vi som trænere tager ansvar for, og noget, som spillerne skal tage ansvar for som gruppe. Ligesom vi er et trænerteam, er det også naturligt med en ledergruppe blandt spillerne. Jeg regner med, at den bliver på fire fem mand, og vi har bedt Patrick Mtiliga som ny anfører om sammen med Søren Christensen at sammensætte gruppen. De har begge erfaringen til det, siger Ólafur Kristjánsson til FC Nordsjællands hjemmeside.

For Patrick Mtiliga er det helt naturligt, at han bliver en del af et spillerråd, og det falder ham også meget naturligt at tage en anførers ansvar.

- Vi havde på en måde jo også sådan en gruppe tidligere, hvor vi holdt møder om forskellige ting i spillertruppen og havde udpeget nogle til at give vores mening videre. Så jeg ser anførergruppen som en naturlig videreudvikling af det. Jeg glæder mig naturligvis til opgaven som anfører efter Stokholm. Nu skal jeg vise, at jeg kan tage endnu mere ansvar, men det bliver på min egen måde. Folk skal stadig kunne kende mig. Ellers er det ikke troværdigt, siger venstre backen.

FC Nordsjælland begynder sæsonen på fredag, når de møder FC Vestsjælland.