Peter Ankersen: Vil presse FCK for sommerskifte
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Peter Ankersen: Vil presse FCK for sommerskifte

Peter Ankersen fastslår, at han vil lægge pres på FC København for at få lov til at skifte klub til sommer. Ståle Solbakken har bedyret, at det ikke kommer til at ske.

Ludwig Augustinsson og Andreas Cornelius forlader med sikkerhed FC København i det kommende transfervindue, og Mathias "Zanka" Jørgensen har også fået grønt lys til at skifte klub. Samme melding vil Peter Ankersen gerne have af FCK-manager Ståle Solbakken, men nordmanden har fastslået, at den 26-årige højre back ikke får lov til at forlade de danske mestre i denne omgang.

Peter Ankersen tager klubbens holdning til efterretning, men han understreger, at han stadig drømmer om at få lov til at komme til en større liga i det transfervindue, der står for døren.

- Jeg tror gerne, FCK vil beholde mig, fordi jeg har udviklet mig til en vigtig mand for klubben, og nu er jeg også blevet viceanfører, men det handler også om at smede, mens jernet er varmt, siger Peter Ankersen til Canal 9.

Vil du lægge pres på FCK for et sommerskifte?

- Selvfølgelig vil jeg det.

Peter Ankersen, der kom til FC København fra Red Bull Salzburg, har kontrakt med klubben frem til sommeren 2020.