Peter Sørensen: Derfor var Sloth droppet
Illustration
Superliga

Peter Sørensen: Derfor var Sloth droppet

Peter Sørensen havde noget overraskende fravalgt Casper Sloth til startopstillingen mod FC København. Træneren mente selv, der var en fin forklaring.

Det var en skuffet Casper Sloth, der til AGF's åbningskamp i Superligaens forårssæonen var henvist til bænken. Efter opgøret, der endte med et point til både AGF og FCK, bekræftede den danske landsholdsspiller, at det ikke var en skade, der holdt ham fra at starte mod de danske mestre.

Forklaringen skal derfor findes hos AGF-træner Peter Sørensen. Han havde fravalgt AGF-profilen af taktiske overvejelser.

- Vi stiller med det hold, vi mener er bedst, og der er ikke nogen, der er selvskrevet på holdet. Jeg forstår godt, at Casper (Sloth, red.) er skuffet, men jeg valgte det hold, jeg vurderede, var bedst på en dag, hvor vi forudså, at vi ikke ville have bolden så meget, siger Peter Sørensen, der meget vel kan have Casper Sloth tilbage i startopstillingen i pokalopgøret mod AaB onsdag og SønderjyskE lørdag:

- Vi spiller tre kampe på en uge, så min opgave er også at sikre, at vores spillere er klar. De kampe kan Casper meget vel starte i, siger Peter Sørensen.

AGF-træneren mente i øvrigt, at pointdelingen var fortjent, og han glæder sig over en udmærket start på forårssæsonen.

- FCK var bedre end os i første halvleg, vi var bedre end FCK i anden halvleg. Det var en fair og lige kamp, hvor vi får et mål imod i en periode, hvor vi er bedst. Heldigvis rejser vi os, og det er jeg begejstret for, siger Peter Sørensen.

Onsdag møder AGF som sagt AaB i DBU Pokalen, mens holdet skal til Haderslev for at møde SønderjyskE lørdag.