Peter Utaka skriver under i nat

Peter Utakas klubskifte går igennem i løbet af natten. OB-spilleren er landet i Kina, hvor han har hilst på ledelsen i Dalian Aerbin.

Som tipsbladet.dk kunne fortælle i sidste uge, skifter den tidligere Superliga-topscorer Peter Utaka til den kinesiske oprykkerklub Dalian Aerbin. OB-profilens klubskifte er trukket en smule ud på grund af de logistiske besværligheder, der er i at rejse fra Danmark til millionbyen Dalian i den nordøstlige del af Kina.

Nu er Peter Utaka imidlertid landet i Dalian efter en rejse på 20 timer. Tidligere på dagen mødtes han med vicepræsidenten i Dalian Aerbin, den tidligere kinesiske landsholdsspiller Chi Shangbin. Det skriver klubben på dens officielle Weibo-profil (det kinesiske svar på Twitter, red.). Her fortæller Dalian Aerbin også, at Peter Utaka gennemgår det obligatoriske lægetjek i morgen tidlig kinesisk tid - i nat dansk tid.

-  I morgen tidlig (kinesisk tid, red.) vil Utaka gennemgå et omfattende lægetjek. Hvis alt går vel, vil Dalian Aerbin og Peter Utaka underskrive en officiel kontrakt, skriver klubben, der oven i købet har uploadet et lille billede af OB-spilleren i selskab med Chi Shangbin.

Peter Utaka underskriver efter alt at dømme en to- eller tre-årig kontrakt med Dalian Aerbin, der betaler OB fire millioner kroner for den nigerianske frontløber.

Seneste nyt på tipsbladet.dk