Pourié i tvivl om FCK-fremtiden
Illustration
Superliga

Pourié i tvivl om FCK-fremtiden

Marvin Pourié spiller på en lejeaftale i belgiske Zulte Waregem, men han ved endnu ikke, om han bliver i Belgien eller skal tilbage til FCK.

Marvin Pourié ved det ikke selv. Om han skal tilbage til FC København, når lejeaftalen med belgiske Zulte Waregem ophører til sommer. Den tyske angriber var helt ude i kulden i starten af efteråret, men fik til sidst et par indhop på Ståle Solbakkens mandskab.

De indhop var dog ikke nok til, at FC København ville holde på Pourié, da man fik muligheden for at leje ham ud til Zulte Waregem i januar. Københavnerne slog til, og der blev indføjet en købsklausul i aftalen, som antyder et permanent skifte til sommer.

Det har hovedpersonen dog endnu ikke taget endelig stilling til.

- Zulte har mulighed for at købe mig. Mere ved jeg ikke. Jeg har sagt, at jeg vil tage min beslutning lige efter sæsonen, og så må vi se, hvordan det hele ender. Lige nu fokuserer jeg ikke på fremtiden. Jeg siger ikke noget endnu, for jeg har ikke taget beslutning, siger Marvin Pourié til tipsbladet.dk.

Fordi Pourié er rykket til Zulte Waregem betyder det dog ikke, at han ikke holder øje med vennernes gøren og laden i Superligaen. Han krydser fingre for, at københavnerne får rettet op på den øjeblikkelige slingrekurs.

- Jeg følger stadig med. Jeg hørte, at de fejlede mod FC Midtjylland. Jeg har sagt før, at jeg ønsker holdet og drengene alt det bedste, for det er gode drenge, og de har masser af potentiale og kvalitet. Jeg har stort håb for, at de vinder mesterskabet og pokalen, siger Marvin Pourié.