Video : Tipsbladet
Superliga

Poweranking i Superligaen: Brøndby på vej mod toppen

Forrige spillerunde handlede blandt andet om to debuterende trænere, der begge fik deres debut delvist spoleret af udvisninger. Først i de kommende uger kan vi derfor begynde at danne os et indtryk af Ricardo Moniz i Randers og David Nielsen i Randers – og iagttage de øvrige tendenser, der lige nu er i gang i Superligaen.

1: FC Midtjylland (1)
Seneste 5 kampe: T-V-V-V-V
I forbindelse med sejren over SønderjyskE gjorde Jakob Poulsen, hvad fodboldhold ellers ofte vægrer sig ved: ”Vi er en kandidat til mesterskabet i denne sæson,” sagde FCM-anføreren ærligt, men han satte bare ord på det, vi andre godt vidste i forvejen. For midtjyderne er lige nu Superligaens mest formstærke hold, og sidste fredags udekamp i Haderslev viste, at midtjyderne også kan køre en smal sejr i hus.

2: Brøndby IF (4)
Seneste 5 kampe:
U-U-V-V-V
Brøndbys angreb har problemer, for Teemu Pukki virker uden selvtillid, og Jan Kliment får ikke nok ud af sine store anstrengelser, men Brøndby vinder alligevel, og det skyldes en midtbane, der har stor kvalitet. Mod Silkeborg fulgte Hany Mukhtar op på sine to mål mod SønderjyskE med en spillemæssigt opløftende præstation og endnu et mål. Hans stigende formkurve er et godt tegn for de blågule.

3: FC Nordsjælland (3)
Seneste 5 kampe
: U-T-U-V-V
I fem Superliga-kampe i træk har FC Nordsjælland lukket to mål ind, hvilket betyder, at Farum-holdet skal score tre gange for at vinde kampene. Men Kasper Hjulmand vil gerne have, at kampene er åbne og kaotiske, for det trives hans offensiv med. Til gengæld laver holdet for mange fejl lige nu, blandt andet i det bagerste opspil. Det koster mål, og det træner FCN mere end noget andet i disse uger.

4: FC København (2)
Seneste 5 kampe:
  T-V-V-V-T
Efter 12 runder har FC København tabt en tredjedel af kampene, og det er en den dårligste statistik siden 2013-14, der startede så skidt under Ariel Jacobs. Men han var allerede efter fem kampe blevet erstattet af Ståle Solbakken, der fik holdet på ret køl, og denne gang er problemet, at mestrene har tabt to kampe i træk netop som man troede, der var bedring på vej. Træner Solbakken taler om, at den sidste aflevering mislykkes og mente mod OB, at holdet skabte nok chancer til at vinde, men københavnerne skabte ikke nær nok chancer i forhold til, hvor meget de havde bolden.

5: AC Horsens (5)
Seneste 5 kampe:
U-U-V-V-U
Det er på sin plads at rose Horsens for ofte at hente point under svære betingelser. Derfor skal holdet også have kritik, når det modsatte er tilfældet. Mod Hobro spillede østjyderne 11 mod 10 i mere end 80 minutter og førte to gange – så er uafgjort ikke nok. Men de store skadesproblemer er ved at være løst, og Horsens taber stadig sjældent.

6: Lyngby (8)
Seneste 5 kampe:
V-U-T-V-V
Mandag aften i Århus gik Thomas Nørgaard uforstyrret rundt i mixed zone, mens David Nielsen og Dino Mikanovic’ udvisning tog al fokus. Der var ellers nok at tale med Nørgaard om, for han har overtaget et hold, der midt i en svingende periode fik kapret sin træner, men afløseren har i al ubemærkethed taget to sejre i to kampe. Lyngby er i fremgang.

7: Hobro (6)
Seneste 5 kampe:
V-T-T-U-U
Det er en gave for en træner, at han har en angriber så brandvarm, at han er garanti for mål. Det har Pål Kirkevold været gennem det meste af efteråret, og hans ni kampe i træk med scoringer, ny rekord i Superligaen, er værd at hylde. I mere end to måneder har han ikke kørt én kamp i frigear, og at han overtager rekorden fra de danske landsholdsspillere Peter Møller og Ebbe Sand siger en del.

8: OB (10)
Seneste 5 kampe:
U-T-V-U-V
For anden gang dette efterår kom OB på en fyldt hjemmebane tidligt foran mod en af københavnerklubberne, men i modsætning til mod Brøndby blev holdet ikke reduceret til 10 mand, og denne gang holdt 1-0-føringen kampen ud. Man kan stadig godt forlange flere mål af det på papiret stærke angreb, men forsvaret præsterer godt og gør fynboerne til en top 6-kandidat.

9: AaB (7)
Seneste 5 kampe:
V-U-V-T-V
Mod Helsingør gjorde Kasper Risgård comeback, og Rasmus Würtz er ligeledes klar igen, men i de to veteraners fravær har nordjyderne fundet en anden midtbanekonstellation, der også kan fungere. Robert Kakeeto og Filip Lesniak har gjort det fint, og AaB har vundet tre hjemmekampe i træk.

10: AGF (9)
Seneste 5 kampe:
T-V-T-V-T
AGF’erne selv var godt tilfredse med David Nielsens første halvleg og mente selv, at de ville have vundet kampen, havde det ikke været for den omdiskuterede udvisning af Dino Mikanovic. Generelt skal man aldrig drage konklusioner på baggrund af én kamp, og det røde kort gør det endnu sværere. Lige nu er det bare at konstatere, at AGF skiftevis vinder og taber.

11: SønderjyskE (11)
Seneste 5 kampe:
T-U-U-T-T
At Marc Pedersen er tilbage er en stor gevinst for SønderjyskE, ligesom Anders Egholms rutine også kan blive en gevinst, og sidste uges smalle nederlag til FC Midtjylland var ikke så slemt, som man forinden kunne have frygtet. Men seneste sejr ligger tilbage i begyndelsen af august, og sønderjyderne får ikke nok ud af truppens kvaliteter.

12: Silkeborg (12)
Seneste 5 kampe:
T-V-T-T-T
Silkeborgs forsvar er det næstdårligste i Superligaen, og mod Brøndby så man hvorfor. Det ville altid blive svært at bevare 1-0-føringen efter udvisningen af Samme Skytte, men Brøndby behøvede slet ikke kæmpe for sejren, da gæsternes defensiv kollapsede og tillod chance efter chance. Skyttes fysik vil blive savnet i den kommende weekend.

13: Randers (13)
Seneste 5 kampe:
V-U-T-T-T
Spørger man Ricardo Moniz, hvad han vil gerne vil have ud af sit hold, svarer han ”emotions”. Spørger man ham, om der er noget i spillet, han udover følelser gerne vil forbedre, svarer han ”emotions”. Hollænderen har en stil, og den vakler han ikke i, men det bliver også interessant at se hvilket præg, han sætter på fodbolden. Mod FCN var der kynisme offensivt, men bagude var der huller, og Mads Agesen viste lidt for mange følelser, da han i tillægstiden blev udvist.

14: FC Helsingør (14)
Seneste 5 kampe:
T-T-T-T-T
Christian Lønstrup er en træner, der får meget ud af sine spillere og ofte udvikler dem til at kunne spille på et nyt niveau. Den slags tager dog tid, og det er endnu ikke lykkedes at flytte ret mange af Helsingør-spillerne fra 1. divisions- til Superliga-klasse. Det er også et problem, at det er svært at finde profiler blandt sommerens mange indkøb.

12. spillerunde
SønderjyskE-FC Midtjylland 0-1
FC Nordsjælland-Randers 3-2
AC Horsens-Hobro 2-2
AaB-FC Helsingør 1-0
Brøndby-Silkeborg 4-1
OB-FC København 1-0
AGF-Lyngby 0-2

13. spillerunde
FC Midtjylland-Horsens
Silkeborg-SønderjyskE
Hobro-FC Nordsjælland
Lyngby-OB
FC Helsingør-Brøndby
FC København-AGF
Randers-AaB