Powerranking i Superligaen: FC Nordsjælland rammer topniveauet
Foto: Getty Images
Superliga

Powerranking i Superligaen: FC Nordsjælland rammer topniveauet

De tidlige udgaver af powerrankingen vurderes ud fra flere måneder gamle indtryk fra sidste sæson, transfervinduet og de første resultater i denne sæson. Derfor kan der ske store udsving – specielt når Superligaen har vist sig at være ganske uforudsigelig fra start.

1. FC Nordsjælland (4)
Det er aldrig en fordel at miste to af ligaens bedste spillere, som FC Nordsjælland har gjort med Marcus Ingvartsen og Stanislav Lobotka, men det er ikke gået ud over topniveauet. Det viste 3-2-sejren over Brøndby i det, der var en tidlig kandidat til sæsonens bedste kamp. Det bliver nok snarere i træge perioder, at Ingvartsens mål og Lobotkas rolige overblik vil blive savnet.

2: Brøndby (1)
4-0-sejren over FC Midtjylland i premieren var imponerende, men det var det unødvendige nederlag i Finland samt det faktum, at FC Nordsjælland vandt sidste weekends tætte kamp i Farum, ikke. Truppen ser dog stadig stærk ud, og mens man for få uger siden talte om en tynd midtbane, er der nu for mange klassespillere til, at alle kan starte inde.

3: FC København (2)
To nederlag i træk i Europa betyder ikke nødvendigvis, at FC København ikke kommer i et europæisk gruppespil, men det beviser, at de forsvarende mestre ikke længere er et hold, der får det optimale resultat ud af langt størstedelen af kampene. 3-0 i Randers viste dog, at klassen stadig er høj efter dansk målestok.

4: Lyngby (3)
Så gik den ikke længere for Lyngby, der efter 10 sejre i træk i Superligaen og Europa kom ned på jorden igen med et ukarakteristisk stort nederlag på 4-1 i Horsens. I sensommeren kan David Nielsens hold komme til at lide under de hårde europæiske uger, som vi også så det med SønderjyskE sidste år.

5: FC Midtjylland (5)
Paul Onuachu er stadig den samme angriber, som han var i sidste sæson. Han spilder hovedparten af sine muligheder, men han giver ikke op og bliver i stedet ved med at forsøge, og til sidst plejer nigerianeren også at få puttet bolden i nettet. Det kan meget vel gøre ham til Superliga-topscorer i denne sæson.

6: SønderjyskE (8)
Et halvt år inde i sit første cheftrænerjob i Superligaen er Claus Nørgaard stadig et relativt ubeskrevet blad, blandt andet på grund af SønderjyskE’s meget svingende forår. Men sejren i Aalborg var flot og taktisk velspillet, og desuden noterer man Christian ”Greko” Jakobsens tre assists som et lovende tegn for efteråret.

7: AC Horsens (9)
Der skulle playoffkampe mod Vendsyssel til, før Horsens sikrede sig en ny sæson i Superligaen, og før sommerferien sad man ofte med følelsen af, at Horsens spillemæssigt havde mindst at byde på af alle hold i rækken. Den nye sæson har ændret det billede. Horsens spiller dygtigt på holdets fysiske styrker, der er også glimrende boldspillere, og stillingen taler sit tydelige sprog: To kampe, to sejre, 6-2 i målscore og en førsteplads i rækken.

8: AGF (10)
Efter den store skuffelse ved at tabe 2-1 til Horsens i premieren fik AGF gang i spillet med en 2-0-sejr over Hobro. Det er lige præcis den slags resultater, århusianerne har brug for: Solide sejre i de kampe, der indbyder til det. Nyindkøbet Tobias Sana har vist fine ting i sine første kampe, men hans topniveau har der aldrig været tvivl om. Det er hans stabilitet, som er interessant at følge.

9: AaB (6)
AaB var det hold, der svingede mest mellem første og anden runde. Fra en dominerende indsats i Parken til en ydmygelse hjemme mod SønderjyskE, der havde udset sig midterforsvaret som et svagt punkt og pressede højt på Kasper Pedersen og Jores Okore. Sidstnævnte skal stadig have banket rust af sig, men de sporadiske overilede aktioner slipper stopperen næppe nogensinde af med.

10: Randers FC (7)
Michael Gravgaard har indledt en prisværdig kamp for at forbedre Superligaen som produkt og lokke flere tilskuere og seere til. Hans største problem er, at Randers-holdet ikke hjælper ret meget til lige nu efter 0-0 mod SønderjyskE og 0-3 mod FC København.

11: OB (12)
Mandagens sejr i Helsingør var sikker, og det er et positivt tegn, at sidste sæsons kriseramte angriber Anders K. Jacobsen aktuelt er Superliga-topscorer med tre mål. Men OB skal vise mere for at rykke sig for alvor. Foråret var godkendt, men det var på en billig baggrund i nedrykningsslutspillet, og vi skal tilbage til december for at finde seneste sejr over et af holdene, der sluttede i top seks i sidste sæson – 1-0 over FC Nordsjælland i Farum.

12: Silkeborg (11)
Den kommende rundes måske sjoveste kamp spilles i Silkeborg, for det er trods alt ikke hver uge, at en Superliga-klub indvier et nyt stadion. Kampen er udsolgt, så der venter en fed kulisse mod de jyske rivaler fra AGF, og Silkeborg ville have godt af det boost, en sejr i sådan en kamp vil give.

13: Hobro (13)
Der var bestemt muligheder ude mod AGF, blandt andet et spark på undersiden af overliggeren, men det var ikke tilfældigt, at hjemmeholdet alligevel vandt 2-0. Den slags kampe vil der være masser af for en oprykker, så det handler om at slå til ved de oplagte chancer som i premieren mod Helsingør.

14: FC Helsingør (14)
Alle vidste, at Helsingør ville få det svært i Superligaen, men alligevel har sæsonstarten været bekymrende. Personlige fejl kostede point i Hobro, og mandag mod OB var kvaliteten ganske enkelt ikke til Superliga-fodbold. FC Helsingørs fine boldspillere kørte bolden rundt, men det chanceskabende spil, der sikrede oprykningen, var væk. Det skal findes frem, for ellers bliver sæsonen meget lang.