Esbjerg fB er på randen af katastrofe. Søndag kan holdet ryge ud af Alka Superligaen, hvis det på udebane kikser mod AC Horsens. Den første af de to afgørende playoff-kampe om at undgå direkte nedrykning gav ikke det håbede resultat for vestjyderne, der kun fik 1-1 hjemme mod Horsens og lukkede et skidt udebanemål ind før returen.
Esbjerg har trods krise i de seneste år et betydeligt Superliga-setup, og det vil være alvorligt for klubben at rykke ud. Det er dog ikke noget, der er livsfarligt sportsligt. Det fortæller Esbjerg fB-direktør Dan Mose Andersen:
- Nej, vi lukker ikke, hvis vi rykker ud. Vi har stadig likviditet, og vi kan stadig betale vores regninger, og det er det jo det, der betyder noget, siger Dan Mose Andersen i et længere interview med Jydske Vestkysten, hvor han dog ikke vil sige noget om eventuelle fyringer og en mulig plan B:
- Fordi den har påvirkning på mange mennesker. Hvis vi rykker ud, skal vi kigge på alle vores omkostninger, og det vil trække tråde til mange steder. Ikke kun her i huset. Hvis vi ikke rykker ud, bliver der ikke brug for den plan, derfor holder vi den tæt til kroppen, udtaler Dan Mose Andersen overfor avisen.
AC Horsens og Esbjerg fB skal afgøre Superliga-skæbnen søndag klokken 13:00. Vinderen af opgøret er heller ikke reddet endnu. De skal nemlig spille playoff om en Superliga-billet mod nummer to fra 1. division, der bliver enten Hobro IK eller Vendsyssel FF.