Pukki håber på finsk modstand i Europa
Foto: Jan Chrsitensen/Getty Images
Superliga

Pukki håber på finsk modstand i Europa

Brøndby IF kan få finsk modstand i 2. runde af Europa League-kvalifikationen, og Teemu Pukki har et håb om at kunne vende tilbage til Finland for at spille Europa League-kvalifikation.

De danske hold FC Midtjylland og Lyngby BK tager torsdag hul på Europa League-kvalifikationen med kampe mod Derry City og Bangor City. Når de danske hold forhåbentlig går videre, venter der langt sværere modstand - således kan FC Midtjylland ned med at trække Ferencvarosi fra Ungarn, mens Lyngby kan trække Slovan Bratislava.

Brøndby er med sikkerhed med i anden runde, og her kan modstanderen blive enten VPS Vaasa eller NK Olimpija Ljubljana. Så der venter enten en tur til Finland eller Slovenien, og spørger man Teemu Pukki fra Brøndby, er der ingen tvivl om, hvem han gerne ser holdet trække.

Ikke overraskende vil Teemu Pukki gerne vise sig frem i hjelandet Finland.

- Det håber jeg meget på, og det kunne være skønt at komme hjem til Finland. Man må dog også være realistisk. Det slovenske hold er på papiret bedre end det finske. Men omvendt har det finske hold på det tidspunkt allerede spillet 10-15 turneringskampe, så de i form, og de er godt i gang med sæsonen, siger Teemu Pukki til tipsbladet.dk.

Den finske angriber, 27 år, der kun har et år igen af sin aftale med Brøndby, er mødt ind i god form. Dertil har ferien også været for kort til for alvor at kunne smadre den grundform, der er blevet bygget op.

Og Pukki, der ikke afviser at forlænge aftalen med Brøndby, mener, at Brøndby lige nu står noget bedre end sidste år, hvor det hele var nyt med træner Alexander Zorniger.

- Det hjælper os meget, at vi kender det, for det var en helt ny måde for os at spille fodbold på. Vi lærte stilen ret hurtigt, og det skal vi bygge videre på nu. Vi kan stadig blive bedre, siger Teemu Pukki, der håber på, at kontinuiteten også kan skubbe klubben det sidste stykke over stregen i forhold til at nå Europa League-gruppespillet. De sidste par år er klubben røget ud i sidste kvalifikationsrunde.

- Vi vil i gruppespillet i denne sæson. Ingen tvivl. Det vil være en god oplevelse for alle spillere og alle i klubben, siger Teemu Pukki.

Teemu Pukki scorede i sidste sæson 33 gange for Brøndby.