2017-07-04 12:53
Foto: Jan Christensen/Getty Images

Angriber Martin Pusic var en stor succes i foråret hos hollandske Sparta Rotterdam, men Pusic skal ikke tilbage til klubben.

Mandag vendte Martin Pusic tilbage til FC Midtjylland efter et halvt år i Holland hos Sparta Rotterdam, og hvis han ærgrer sig over at være tilbage, er det forståeligt.

For i Holland scorede Pusic seks gange og var stærkt medvirkende til, at Sparta Rotterdam blev oppe, og han har ikke en fremtid i FC Midtjylland, hvor aftalen udløber om et halvt år.

Men Pusic er tilbage på træningsbanen i Ikast, fordi der ikke kunne komme enighed med Sparta Rotterdam om en fortsættelse af aftalen.

- Status er lige nu, at vi har takket nej til et tilbud fra Sparta Rotterdam. Martin følte efter sæsonen, at han gerne ville blive i Holland, men vi kunne ikke blive enige om de økonomiske betingelser. Derudover nåede det heller aldrig så langt, for klubberne kunne ikke blive enige. Sparta er nu gået videre med andre alternativer, siger Martin Pusic' agent, Fredrik Risp, til tipsbladet.dk.

Martin Pusic, der skiftede i januar 2015 til FC Midtjylland startede godt i det midtjyske og blev Superliga-topscorer i sæsonen, hvor han tørnede ud for både Esbjerg og FC Midtjylland, men siden er det blevet til færre og færre minutter og mål for Pusic, der helt tydeligt har brug for en luftforandring.

Men det er også tydeligt, at Pusic tjener en god løn i FC Midtjylland, for det er nu mindst anden gang, at han glipper et skifte. I sommerens transfervindue for et år siden missede Martin Pusic et skifte til belgiske Standard Liege, fordi han lige før lukketid ikke kunne blive enig med den belgiske klub om de personlige betingelser.

Og der har også været andre klubber, som den 29-årige østrigsk-fødte angriber, der også har kroatisk pas, har sagt nej til.

- Flere klubber har spurgt på Martins situation, men det har ikke været konkret. Der har tidligere været en del klubber - for eksempel fra MLS (Major League Soccer i USA, red.), der har vist interesse for Martin, men han vil helst se på, hvad der er af muligheder i Europa, siger Frederik Risp, der heller ikke mener, at Pusic fortsætter i en anden dansk klub.

Frederik Risp håber på at finde en løsning, men hvor meldingen tidligere ganske klart har gået på, at angriberen skal videre, er meldingen nu, at man må se, hvad der ske.

- Vi arbejder hårdt og prøver at finde en løsning til Martin, men bolden ligger også hos Midtjylland. Han er på kontrakt hos dem, og det er han året ud. Så vi må acceptere, hvis han skal være i klubben, så må han kæmpe om spilletid.

- Fordi han er Midtjylland-spiller, og de vil have penge for ham, kan jeg ikek sige, hvad der kommer til at ske. Vi forholder os til, at han er på kontrakt i Midtjylland, og vi kan ikke gøre noget, før der kommer en klub med et tilbud til FC Midtjylland, siger Fredrik Risp, der alternativt er interesseret i at finde en kortsigtet løsning:

- Det kan jo være, man kan finde en løsning året ud.

Martin Pusic har indtil videre scoret 37 gange i 82 Superliga-kampe for henholdsvis Esbjerg fB og FC Midtjylland. Han kostede 7,5 millioner kroner for to og et halvt år siden, hvor FCM købte ham fri af Esbjerg.

SENESTE NYT...
OP | NED

SUPERLIGA-VIDEO