
Mandag meldte Randers FC sig ind på transfermarkedet, da direktør Jakob Nielsen via klubbens hjemmeside afslørede, at klubbens bestyrelse har afsat et større millionbeløb til køb af markante profiler.
Men selv om signalet om oprustning til Superliga-aspiranterne er klart, kan det dog også sagtens tænkes, at der bliver solgt spillere.
- Det er klart, at hvis man kigger på vores trup, er Kasper Lorentzen måske det mest interessante emne. Men han er hverken mere eller mindre til salg, end han hele tiden har været. Vi er ikke proaktive i forhold til at sælge ham. Vi kigger på det, hvis der kommer et interessant tilbud.
- Men det har bare ikke været tilfældet, siger bestyrelsesformand Svend Lynge Jørgensen til Randers Amtsavis.
Da Randers FC rykkede ud af Superligaen i sommer var Kasper Lorentzen netop kommet ind omkring det danske landshold, men landstræner Morten Olsen lod det tydeligt fremgå, at midtbanespilleren skulle finde sig en klub på et højere niveau end 1. division, hvis han fortsat ville være i betragtning til en plads på nationalmandskabet.
Det fik både Kasper Lorentzen og spillerens agent til at arbejde hårdt på et klubskifte, men Randers-ledelsen holdt hårdt på at bevare den trup, der var rykket ned for at skabe størst mulig vished om, at klubben til sommer atter er med i det bedste selskab i dansk fodbold.
Randers ligger inden forårssæsonen nummer to i 1. division - fire point foran Vejle Boldklub Kolding.
»Men klarer vi den, håber jeg, at vi i efteråret kan placere os i betydelig afstand til nedrykningsstregen. Det er også derfor, at vi villige til at investere på transfermarkedet,« slår han fast.