Ricardo Moniz blev præsenteret som en træner, der mestrede den individuelle træning af spillerne, og det har Marcus Mølvadgaard allerede mærket.

Randers FC's administrerende direktør, Michael Gravgaard, har selv haft klubbens nye cheftræner, Ricardo Moniz. Det var i 2009 i Hamburger SV, da Moniz var teknisk træner, og Gravgaard stadig var aktiv. 

Nu har direktøren så ansat Moniz i Randers, og det var med det skudsmål, at Moniz er dygtig til at træne og udvikle de individuelle spillere. Han havde første arbejdsdag mandag, men alligevel har han allerede formået at gøre indtryk, i hvert fald hos Marcus Mølvadgaard. 

Den unge angriber kan sagtens mærke forskel på træningen under Moniz og under forgængeren Olafur Kristjansson.

- Jeg kan helt sikkert mærke, at Ricardo kan noget med den individuelle træning. Han dirigerer med os og tager fat i hver enkelt spiller for at fortælle, hvad vores opgave er. Med de gamle trænere havde vi ikke vildt meget individuel træning, men nu er det mindst 15-20 minutter efter hver træning, siger Marcus Mølvadgaard til Randers Amtsavis.

18-årige Mølvadgaard har allerede fået mere spilletid i denne sæson end i sidste. Dengang blev det til seks kampe, men nu har han været på banen i syv af de 11 første spillerunder. Det er blevet til ét mål undervejs.

Næste chance for spilletid er allerede på lørdag, når Superligaens bundprop gæster topholdet FC Nordsjælland i det, der er Ricardo Moniz' debut som Randers-træner.

SENESTE NYT...
OP | NED

SUPERLIGA-VIDEO