Video : Tipsbladet
Superliga

Randers-boss: Træneren kan ikke score målene

Randers FC har fortsat tiltro til cheftræner Olafur Kristjansson.

Grundspillet i Superligaen er overstået, og det er tid til at gøre den første rigtig store status. Det er især grum læsning for folk, der holder med Randers FC. Søndag i sidste spillerunde missede kronjyderne en plads i slutspillet efter stort set at have ligget i top seks i hele sæsonen.

På bundlinjen er desuden ni kampe i træk uden sejr og blot en enkelt scoring i de ni kampe. Det har øget presset på cheftræner Olafur Kristjansson markant, men en fyreseddel er ikke på vej ud af printeren i Randers FC.

- Det er jo klart, når man ikke har vundet i ni kampe, så er man selvfølgelig udfordret som træner. Det her skal vi selvfølgelig gerne have vendt hurtigst muligt. Ellers kan vi komme i yderligere problemer i forhold til nedrykning. Det er en længere serie af ikke vundne kampe, der gør det, siger sportschef Ole Nielsen til Ekstra Bladet og tilføjer:

-  Men vi kan trods alt også se, at det ikke er et hold, der løber på banen, som er demotiveret og som har tabt troen på træneren. Vi spillede klart bedre end SønderjyskE søndag. Vi skabte mange chancer. Trænerne kan trods alt ikke løbe på banen og score for holdet, selvom han har lyst til det.

Søndag snuppede FC Nordsjælland slutspilspladsen for snuden af Randers FC.