Randers-direktør: Spillersalg bliver erstattet
Superliga

Randers-direktør: Spillersalg bliver erstattet

Hvis Randers FC sælger, garanterer sportsdirektør Peter Christensen, at der kommer erstatninger på samme niveau.

Mikael Ishak, Nicolai Brock-Madsen, Karl-Johan Johnsson.

Flere kunne nævnes, men ovenstående trio er et godt bevis på , at der er salgsemner nok i Randers FC, hvis klubben fra Kronjylland skulle være interesseret i at få et par ekstra millioner i klubkassen.

Randers FC har sagt farvel til hele ni spillere denne sommer - blandt andre Jonas Kamper og Djiby Fall - men ingen af dem har givet kronjyderne en transfersum. Det kan et salg af nogle af de øvrige profiler, men sportsdirektør Peter Christansen føler sig på ingen måde presset til at skulle sælge. Skulle det ske, garanterer han, at det på sigt ikke kommer til at forringe truppen.

- Vi kommer til at bringe spillere ind. Samtidig kan man aldrig udelukke, at der kommer til at ske afgang. Der er interesse for et par af vores spillere, men jeg vil understrege, at det kræver stor økonomi, hvis man vil rykke spillere væk herfra, og det står helt fast, at forsvinder der nogle, så kommer der tilsvarende ind, siger Peter Christiansen til Randers Amts Avis.

Tipsbladet.dk kunne i sidste uge afsløre, at den polske angriber Piotr Parzyszek er på vej til dansk fodbold, og fredag kunne Randers Amts Avis supplere med, at det er Randers FC, der lurer på Charlton-spidsen.

Ifølge avisen håber Randers at kunne præsentere en ny spiller i starten af denne uge.