Randers FC giver den gas på Facebook: Laver Judas-quiz
Superliga

Randers FC giver den gas på Facebook: Laver Judas-quiz

Randers FC lader op til mødet med AGF med at lave en quiz om klubskifter.

At der ikke er kærlighed i luften blandt de to klubber Randers FC og AGF, er der efterhånden ikke meget tvivl om. Den sidste smule tvivl, der måtte være, bliver nok fejet af banen med Randers FC's seneste post på Facebook.

Klubben har nemlig oprettet en quiz på Facebook, hvor man kan vinde to 'match worn Randers FC-trøjer', som de selv skriver. Kasper Junkers trøje og Mustafa Aminis trøje.

Alt, man skal svare på, er fem spørgsmål om klubskifter. 

Blandt andet fra hvilken klub Sol Campbell skiftede til Arsenal i 2001, og hvilken klub Michael Laudrup skiftede i 1994 fra til Real Madrid.Temaet er - som spørgsmålene om Sol Campbell og Michael Laudrup også indikerer - 'de forbudte klubskifter'. De spørgsmål kommer selvfølgelig, fordi Elmar Bjarnason, Mustafa Amini og Kasper Junker er skiftet fra Randers FC til AGF. Og fordi direktør Jacob Nielsen er skiftet til AGF, ligesom scout Peter Christiansen er.

Og skulle der være nogen, der ikke ønsker at vinde Amini eller Junkers trøje, er der hjælp at hente fra Randers FC, der i kommentar-feltet skriver:

- Såfremt man ikke ønsker at vinde trøjerne, kan man bytte dem til en en stadionpølse over sidste salgsdato, Jacob Nielsens gamle visitkort eller en af vores målmænds brugte skridtbeskyttere, skriver klubben.

Så er der lagt op til derby på søndag. Se hele opslaget herunder.