Randers FC henter svensk angriber i Serie A
Illustration
Superliga

Randers FC henter svensk angriber i Serie A

Der bliver kamp om pladsen i det randrussianske angreb med tilgangen af et 21-årige angrebstalent, der har fortid i tysk og italiensk fodbold.

Randers FC har netop forstærket angrebet med svenskeren Mikael Ishak, der kommer fra et ophold i den italienske Serie A-klub Parma. 

Ishak kom til Parma for et år siden, men svenskeren er blevet løst fra sin kontrakt og tiltræder nu i Randers FC på en tre-årig aftale. Om skiftet siger svenskeren: 

- Jeg har altid fulgt meget med i dansk fodbold, da der har været og er mange svenskere i Superligaen. Fodbolden i Danmark passer mig godt, der spilles meget langs jorden. Der er mange gode klubber, og jeg ser frem til at møde mine nye holdkammerater, der jo også tæller to svenskere, siger Mikael Ishak til klubbens hjemmeside. 

I Randers byder man den unge angriber velkommen, efter klubben i en længere periode har forsøgt at hente svenskeren til Kronjylland. 

- Signingen af Mikael Ishak har været længe undervejs, men ikke desto mindre er vi nu i mål. Mikael er en spiller, der allerede har opnået meget i sin korte karriere med ophold i Tyskland, Schweiz og Italien. Ikke desto mindre har han vist en stor lyst til at komme tilbage til Skandinavien og til Randers FC. Vi kan give ham den ro og den tillid, der kræves for at kunne udvkles yderligere. 'Micke' er en hårdtarbejdende forward med god fart. Han kan udfordre og være meget direkte, men han er ogs stærk med ryggen til målet, siger Randers FCs sportschef Peter Christiansen. 

Ishak gør Nicolai Brock-Madsen, Viktor Lundberg, Djiby Fall og Kasper Juncker selskab blandt angrebspladserne, og cheftræner Colin Todd ser frem til den skærpede konkurrence mellem spillerne. 

- Det er vigtigt at have angribere i en trup, der kan presse hinanden til at yde det optimale. Og med tilgangen af Mikael har vi en kvintet, der kan det. Han har været attraktiv for klubber som FC Köln og Parma, så han er et stort talent. Og med sine blot 21 år har han et stort potentiale til fortsat udvikling, siger Colin Todd. 

Randers FC indtager i øjeblikket førstepladsen i Superligaen med to sejre i to opgør.