Randers henter spændende ung kantspiller
Foto: Randers FC
Superliga

Randers henter spændende ung kantspiller

Randers FC har netop præsenteret ny spiller i form af Lucas Haren i HIK.

19-årige Lucas Haren kan godt begynde at se frem mod større udfordringer, for fra den 1. januar kan han kalde sig Randers FC-spiller, efter Superliga-klubben har hentet den unge kantspiller i Hellerup.

Lucas Haren har efter en prøvetræning med Randers fået en toårig aftale med Olafur Kristjanssons tropper, og han skal nu til at tage kampen op med mere rutinerede kræfter som Kasper Fisker.

Randers opdagede Lucas Haren, da klubben 11. oktober spillede pokalkamp mod HIK, og han blev så inviteret til en prøvetræning.

- Lucas gjorde et rigtigt godt indtryk, da han var forbi i den uges tid. Her fik han vist prøver på det potentiale, han besidder. Han er teknisk stærk, har en god spilforståelse og så har han masser af fart. Vi ser masser af udviklingsmuligheder i ham og er meget glade for, at han har valgt Randers FC frem for andre interesserede klubber, fortæller Randers FC-sportschef Ole Nielsen i en pressemeddelelse.

- Jeg fik et utroligt godt indtryk af klubben, da jeg trænede med i sidste måned. Holdet og folkene omkring tog rigtigt godt imod mig, og nu glæder jeg mig til at komme i gang med at blive Alka Superliga-klar til foråret. Randers FC går en spændende fremtid i møde, som jeg forhåbentlig kan bidrage positivt til, siger Lucas Haren.

Randers skriver videre, at Lucas Haren har været omkring FC Nordsjællands U19-hold, men at han foretrækker at spille seniorfodbold nu i stedet for ungdomsfodbold, og at han derfor i sommer vendte tilbage til HIK.

Nu venter så en ny udfordring fra årsskiftet.