Randers-matchvinder vil erstatte Ronnie Schwartz
Illustration
Superliga

Randers-matchvinder vil erstatte Ronnie Schwartz

Randers FC's matchvinder mod Esbjerg fB, Viktor Lundberg, tror på, at han kan erstatte Ronnie Schwartz' mål i klubben.

Det var klubbens topscorer, der forsvandt tidligere i transfervinduet, da Randers FC solgte Ronnie Schwartz til franske Guingamp. Endnu har Randers ikke præsenteret en erstatning for angriberen, og i går gjorde så en anden Randers-angriber opmærksom på sig selv.

Viktor Lundberg bidrog med kampens eneste mål mod Esbjerg fB og blev matchvinder, og han mener selv, at han har mulighed for at lave flere af slagen i løbet af sæsonen. Men om han kan nå de 15 mål, som Ronnie Schwartz plaffede ind i netmaskerne i forrige sæson, ved han dog ikke.

-Jeg ved ikke, om jeg kan overgå Ronnies præstation fra sidste sæson, men jeg tror på mig selv og vil gøre alt for at kunne tage over efter Ronnie, siger Viktor Lundberg til BT.

Selvtilliden fejler ikke noget hos Lundberg, der håber på en sæson med masser af mål.

-Jeg håber på, at jeg kan score mange mål som Ronnie. Jeg ved, jeg kan gøre det og håber at fortsætte som i dag, siger han videre.

Randers FC møder i klubbens næste kamp Hobro IK på hjemmebane.