Randers og Keller forlænger aftale
Superliga

Randers og Keller forlænger aftale

Den rutinerede midtbanespiller Christian Keller fortsætter i Randers FC.

Godt nok er han blevet 35 år, men fodbold kan han stadig spille på et højt niveau.

Det har de også erkendt i Randers FC, hvor anfører Christian Keller nu har underskrevet en ny kontrakt. Den tidligere udlandsprofessionelle midtbanespiller, der blandt andet var i Lazio, har dermed kontrakt frem til sommeren 2017, og han kan fokusere på at stabilisere Randers' midtbane, som han har gjort en del år efterhånden.

- Det er helt sikkert, at jeg er glad for at være i Randers FC. Jeg synes, at jeg har opnået meget i klubben og vil gerne være med til klubbens fortsatte udvikling. Jeg føler, at jeg fortsat kan være med rent fysisk og samtidig bidrage på banen, lyder det fra Christian Keller i en pressemedddelelse.

Også træner Colin Todd er tilfreds med, at kaptajnen er Randers-spiller i halvandet år endnu.

- Når man taler om 'Skipper' - eller 'Ambassador', som jeg også er begyndt at kalde ham - så er han et ikon i Randers FC i form af kvalitet, lederskab og mentalitet. Så det er en stor nyhed at han har forlænget sin aftale. Hans fitnessniveau er lige så godt som altid, og hans præstationer på banen er bare blevet bedre med årene, udtaler Colin Todd.

Christian Keller skiftede til Randers i 2011 og har været fast mand lige siden.