Randers ophæver med svensk angriber
Lars Rønbøg / Getty Images
Superliga

Randers ophæver med svensk angriber

Den svenske angriber Marko Mitrovic har fået ophævet sin aftale med Randers FC.

Den svenske angriber Marko Mitrovic er færdig i Randers FC.

Mitrovic, 24 år, kan både spille i angrebet og på kanten, og svenskeren har fået ophævet sin aftale med Randers, så han i stedet kan skrive under på en aftale med SønderjyskE.

- Jeg har kun positivt at sige om Randers FC, som har taget virkelig godt imod mig. Jeg har haft det utroligt godt og nydt at komme til træning hver dag, men jeg har behov for mere spilletid, og det er der desværre ikke udsigt til i Randers FC, der har mange dygtige angribere i truppen, siger Marko Mitrovic til Randers' hjemmeside.

- Der har været en god og sund konkurrence om de forreste pladser på holdet, og her har Marko stået et stykke tilbage i køen. Så vi har stor forståelse for, at han vil et sted hen med mulighed for mere spilletid og ønsker ham held og lykke fremover, lyder det fra sportschef Ole Nielsen.

Marko Mitrovic havde halvandet år igen af sin aftale med Randers FC, og han kan nu frit skifte til SønderjyskE, hvor han ifølge tipsbladet.dk's oplysninger har underskrevet en kontrakt frem til sommeren 2019.

Mitrovic skiftede til Randers FC i sommer, hvor han kom til klubben fra FC Eindhoven.