Randers-profil: Lige så skuffet over manglende mål som stolt over assists
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Randers-profil: Lige så skuffet over manglende mål som stolt over assists

Målscoringen har været det helt store problem i Randers FC i den seneste nederlagsstime, og Kasper Fisker, der blot har scoret én gang i sæsonen, tager sin del af ansvaret og skuffelsen.

I fredagens Superliga-kamp tabte Randers FC 2-0 til FC Midtjylland. Det var sjette gang i streg, at randrusianerne gik fra banen med et nederlag, og en stor del af forklaringen er, at holdet har problemer med at score.

Randers har nemlig ikke scoret i holdets seneste fem kampe, hvilket er klubrekord (ligesom seks nederlag i streg er det). Scorer spillerne ikke mod Silkeborg IF på fredag, tangerer de samtidig Superliga-rekorden på seks kampe på stribe uden mål. Den er Hobro aktuelt indehaver af.

Det er selvsagt et problem, når man prøver at vinde kampe.

- Man kan godt sige, at det er vores største problem, men vi kunne også starte med at holde de andre fra at score. Så ville vi da få et enkelt point i ny og næ, siger Kasper Fisker til tipsbladet.dk.

- Det ville være utrolig lækkert, hvis vi kunne komme foran. Det har vi ikke prøvet i seks kampe, så det ville være utrolig vigtigt for os.

Mod FC Midtjylland skabte Randers 16 afslutninger i alt og seks inden for rammen. Holdet dominerede spillet i store dele af kampen, og Kasper finder trøst i, at holdet trods alt skaber muligheder for at score.

- Vi skulle have været foran med både 1-0 og 2-0 mod Midtjylland, og det er det, jeg kan bruge til noget. At vi får skabt chancer. Vi må også gerne skabe endnu flere.

Næste skridt bliver således at sparke chancerne i kassen. Det bliver ikke lettere af, at de manglende mål er blevet et tema, som Randers-spillerne bliver forholdt, indtil de bryder den kedelige stime. 

- Det bliver selvfølgelig mere og mere træls, jo længere tid man ikke får scoret. Det kan være, det begynder at påvirke vores angribere lidt, det kunne jeg i hvert fald forestille mig, siger kantspilleren Fisker, der også bærer sin del af ansvaret og gerne tager det på sig.

- Lige så glad og stolt jeg er over at have lave en del assists (seks, red.), lige så skuffet er jeg over kun at have scoret ét mål. Det skal komme flere forskellige steder fra, også gerne fra mig. Jeg har aldrig scoret vildt mange mål, men ét mål på en halvsæson plus to kampe er ikke godt nok.

Randers og Kasper Fiskers næste chance for at score, vinde og holde teten i kampen om top 6 er på søndag mod Silkeborg IF. Og Fisker, der sammen med klubben har lovet at invitere medrejsende fans på grillfest til sommer, hvis der kommer flere end de 470 mod OB for snart to uger siden, er fortrøstningsfuld.

- Vi skal have samme indstilling og spille på samme måde som mod Midtjylland. Gør vi det, vinder vi også over Silkeborg. Der kommer garanteret en masse fans igen, og dem vil jeg meget nødigt skuffe. Det bliver pissefedt at juble over et mål igen. Det er jeg sikker på, at vi gør på søndag.