Randers-profil: Selvfølgelig vil jeg til større liga
Foto: Objektiv / Randers FC
Superliga

Randers-profil: Selvfølgelig vil jeg til større liga

Karl-Johan Johnsson priser sig lykkelig for, at han i sin tid skiftede til Randers. Men målet er at komme til en større liga.

2015's bedste målmand i Superligaen, Randers FC's Karl-Johan Johnsson, kan inden alt for længe være fortid i Danmark.

Svenskeren har gjort det helt suverænt for Randers, som han skiftede til i 2014 fra NEC Nijmegen, og det har helt sikkert medført, at udenlandske klubber har fået øjnene op for ham. Selv drømmer han også om at spille i en større liga.

- Selvfølgelig vil jeg gerne videre og til en større liga, men det handler meget om timing, og de skal kunne lide mig som målmand. Så er der også kontrakten, så der er meget, der skal stemme, siger Karl-Johan Johnsson til Fotbollskanalen og understreger, at han har været mere end tilfreds med sit hidtidige ophold i Randers:

- Jeg har fået selvtillid, og træneren og alle rundt omkring har troet på mig. Det er gået godt lige fra begyndelsen, og det har været nemmere at komme ind i det i Danmark end i Holland. Det var hele tanken bag at tage til Danmark – at gå et skridt tilbage for derefter at gå frem igen.

Kort før jul blev han hædret med Tipsbladets Det Gyldne Bur, og på den korte bane drømmer han om en plads i den svenske EM-trup til sommer. I øjeblikket er han på tur med det svenske ligalandshold i Abu Dhabi.