Video : Tipsbladet
Superliga

Randers-profil: Spillerne var chokerede over fyring af sportschef

Det var et omklædningsrum fyldt med måbende spillere, der tog imod beskeden om, at sportschef Ole Nielsen var blevet fyret.

Tidligere onsdag blev Ole Nielsen fyret som sportschef i Randers FC. I den igangværende sportslige krise har fyringssnakken mest handlet om cheftræner Olafur Kristjansson, men han beholder sit job.

Snak om Ole Nielsens fyring havde der til gengæld ikke været meget af, før den blev effekturet, og netop derfor kom fyring bag på spillerne i Randers.

- Det kom som et chok, det må jeg erkende. Der var måbende ansigter i omklædningsrummet, da vi fik det at vide. Jeg synes ikke, der som sådan har været løs snak eller optræk til det, så det var et chokeret omklædningsrum inklusiv mig selv, siger Mads Agesen til Randers Amtsavis.

Han fortæller desuden, at det var til at mærke på Ole Nielsen, at han var berørt af situationen, da han tog afsked med truppen.

- Han sagde farvel til truppen ved 10-tiden, og han var tydeligt berørt. Han havde heller ikke set det komme, tror jeg, uanset deres uenigheder. Det var rørende, og Ole kunne jo også godt se, at vi sad tyve mand stærk og var chokerede. Det var en lidt træls afsked med Ole, og vi ønsker ham selvfølgelig alt det bedste, siger Mads Agesen.

Nielsen havde haft jobbet i godt 15 måneder og bestred tidligere lignende stillinger i Viborg FF og SønderjyskE. Hans opgaver bliver overtaget af administrerende direktør Michael Gravgaard, mens en række af Gravgaards administrative opgaver går til økonomidirektør Henrik Jørgensen.