Randers-reserve vil gribe chancen i pokaldyst
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Randers-reserve vil gribe chancen i pokaldyst

Frederik Due vil overbevise Olafur Kristjansson om, at han skal være ny førstemålmand i Randers FC.

Når Randers FC tirsdag aften møder HIK fra 2. divison i DBU Polkalen, bliver det med Frederik Due i målet. 

Due har fået chancen i stedet for Hannes Halldorsson, og nu håber han, at han kan vise, at han skal være fast førstemålmand i klubben.

- Jeg har tænkt mig at vise Olafur, at jeg har en masse at bidrage med. Jeg gør alt, hvad jeg kan for at overbevise træneren om, at jeg har kvaliteterne til at blive førstemålmand. Det skal jeg gøre både i den daglige træning og ikke mindst i de få kampe, jeg får. En pokalkamp er altid en god mulighed, siger Frederik Due til Randers Amtsavis. 

Pokalkampen mellem HIK og Randers FC spilles tirsdag klokken 18.15 i Hellerup.