Randers-reserve vil presse Johnsson
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
Superliga

Randers-reserve vil presse Johnsson

Ömmi Kristinsson har ambitioner om landsholdet, og håber på at kunne presse en flyvende Karl-Johan Johnsson i foråret.

Randers-keeper Karl-Johan Johnsson har for alvor været flyvende i efteråret. En situation der har sendt reservekeeper Ömmi Kristinsson længere fra startopstillingen, men den islandske keeper har ikke tænkt sig at kaste håndklædet i ringen. 

Kristinsson har netop været i Florida med det islandske landshold, hvor han viste prøver på sine evner. Keeperen erkender dog, at han skal spille mere i kampen for at blive førstekeeper på landsholdet: 

- Trænerne var meget tilfredse med mig, og det er jeg selvfølgelig glad for. Men man skal jo helst spille fast på sit klubhold for at være førstemålmand på landsholdet, så det er det, jeg skal kæmpe for nu. Jeg skal sørge for, at der bliver kamp om pladsen i klubben og lægge lidt pres på Kalle. Det er planen fra nu af, siger Ömmi Kristinsson til klubbens hjemmeside. 

Karl-Johan Johnsson har med ni kampe uden mål imod lavet flest clean sheets i denne sæson sammen med Stephan Andersen i FC København.