Randers: Stadig intet konkret på Ishak
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Randers: Stadig intet konkret på Ishak

Den svenske angriber Mikael Ishak har kontraktudløb om et halvt år, og lige nu ser det ud til, at han også i foråret spiller i Randers FC. Men Ole Nielsen ved, at det kan gå hurtigt.

Med otte mål i Superliga-efteråret og seks scoringer i de sidste ni kampe er den svenske angriber Mikael Ishak ikke overraskende eftertragtet. Den tidligere Parma- og FC Köln-angriber er blevet sat i forbindelse med belgiske klubber som Anderlecht og Gent, men aktuelt er han stadig Randers-spiller, selv om aftalen med kronjyderne udløber til sommer.

Mikael Ishak, der i januar har døjet med en skade, har selv tidligere udtalt, at han håber på en afklaring i januar, så han enten forlænger med Randers, bliver i klubben frem til sommer eller bliver solgt allerede nu.

Det, at der ikke er sket noget endnu, taler til Randers' fordel, men selv om der 'kun' er to uger igen af det danske transfervindue, er sportschef Ole Nielsen ikke jublende optimistisk.

- Jeg vil meget nødig gisne om noget som helst, for det er først fra nu og i de sidste 14 dage, at der for alvor sker ting og sager. Så skal jeg ikke gisne om det ene eller det andet, siger Ole Nielsen til tipsbladet.dk og forklarer:

- Der har været interesse, men ikke noget konkret. Vi taler jævnligt om tingene, så nu må tiden vise, hvad der sker, siger Ole Nielsen.

Mikael Ishak kom til Randers FC i sommeren 2014 og har været en rigtig god spiller for klubben, men det kan også blive yderst svært for klubben at holde på Ishak, der flere gange har været et tema i blandt andet græske Panathinaikos.

Også Mads Fenger, Randers-kaptajnen, er en spiller, som Ole Nielsen ikke tør gisne meget om, fordi han ligesom Ishak har kontraktudløb til sommer og har gjort det klart, at han ønsker at prøve sig af i udlandet, hvis muligheden byder sig.

Ud over Mikael Ishak og Mads Fenger har også Viktor Lundberg kontraktudløb til sommer.