Randers-svensker ude i tre uger
Foto: Anders Brohus/Polfoto
Superliga

Randers-svensker ude i tre uger

Joel Allansson har endelig sat sig på en plads i startopstillingen i Randers, men nu må han sidde ude med en skade.

At Christian Keller er røget ud i kulden under Randers-træner Colin Todd, og at kantspiller Jonas Borring har forladt klubben, har betydet, at den svenske midtbanespiller Joel Allansson har fået chancen og grebet den på Randers' centrale midtbane.

Den tidligere IFK Göteborg-spiller har fået meget lidt spilletid, men nu er han altså kommet ind på den centrale midtbane. Blot otte gange har han spillet i denne sæson af de 26 kampe i Superligaen - dog har de seneste fire været fra start.

Nu må Allansson dog vende tilbage til rollen på sidelinjen - han er blevet skadet og er ude i tre uger, melder Randers FC på sin hjemmeside.

Det er bøvl med den ene hæl, der gør, at den 23-årige svensker må sidde ude.

- Jeg er nødt til bare at vente på, at hælen heler og håbe på det bedste, siger Joel Allansson til tv2oj.dk.

Allansson er blevet syet i sin ene hæl og skal altså vente på, at det heler, før han kan spille igen.