Randers-talent efter hjernerystelser: Mangler lidt i hovedet
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Randers-talent efter hjernerystelser: Mangler lidt i hovedet

Mange hjernerystelser har sat sig i baghovedet på Randers' talentfulde spiller Mikkel Kallesøe. Han håber på at ryste det af sig snart.

Han var et stort lyspunkt i Randers FC i efteråret, men i foråret har den 20-årige kantspiller Mikkel Kallesøe blot fået tre kampe som indskifter.

Forklaringen er, at Randers-spilleren i efteråret blev ramt af en hjernerystelse - den femte i karrieren - og det har gjort, at Mikkel Kallesøe nu går på banen med en hjelm, der skal sikre, at han ikke igen bliver ramt af en hjernerystelse.

Selv erkender Kallesøe, at det mentalt er svært at give helt slip på tankerne om at blive ramt af en ny.

- Jeg kan godt mærke, at jeg stadig mangler lidt oppe i hovedet. Det bliver bedre og bedre for hver træning og kamp, men det sidder i baghovedet, at jeg har været ude i lang tid et par gange nu, og hvad nu hvis det sker igen, siger den talentfulde kantspiller til Randers Amtsavis.

Mikkel Kallesøe forklarer, at han regner med, at trygheden og troen på, at det ikke sker igen, kommer efterhånden, som han træner og spiller kampe.

Den 20-årige kantspiller har i denne sæson spillet 15 kampe, scoret tre mål og lagt op til en enkelt scoring.