Randers-talent på vej tilbage fra skade
Superliga

Randers-talent på vej tilbage fra skade

Jeppe Tverskov er så småt i gang med individuel træning igen efter en skade.

Han var både uheldig og heldig, Jeppe Tverskov. Uheldig med at blive skadet i et ledbånd i det ene knæ, så han måtte sidde ude i tre måneder. Heldig med at undgå en korsbåndsskade, der ville holde ham ude i ni til 12 måneder.

Den unge forsvarsspiller, der har gjort det godt i denne sæson, er så småt på vej tilbage og kan blive klar til forårssæsonen i Superligaen. Således er han gået i gang med individuel træning på kunstgræsset i Randers, og nu sigter han mod at blive helt klar - uden dog at satse, så han får et tilbageslag.

- Jeg træner lidt for mig selv, og indtil videre holder vi os kun til de øvelser, som er 100 procent sikre i forhold til knæet, siger Jeppe Tverskov til Randers Amts Avis.

Jeppe Tverskov, 22 år - der også kan spille på midtbanen - har kontraktudløb til sommer, og mon ikke han i løbet af foråret skal tale med sportschef Ole Nielsen om en kontraktforlængelse på et tidspunkt.