Randers-træner håber på skadesfri trup mod FC Midtjylland
Foto: Objektiv / Randers FC
Superliga

Randers-træner håber på skadesfri trup mod FC Midtjylland

Flere spillere i Randers' trup er vendt tilbage fra skader, og dermed er hele truppen formentlig klar til weekendens kamp mod FC Midtjylland.

For første gang siden slutningen af april ser det ud til, at Colin Todd kan råde over alle mand i sin trup, hvor især forsvarskæden har været hårdt ramt.

Først var Mads Agesen ude efter en brokoperation, og efterfølgende var det Jeppe Tverskov, som måtte sidde ude med en skade i lysken. 

Også på backpladserne har Colin Todd måtte være lidt kreativ, da Johnny Thomsen og Erix Marxen har været ramt af skader. Men nu ser det ud til, at både Tverskov, Marxen og Thomsen er ved at være tilbage

- Jeg håber og tror, at alle er klar til kampen mod FC Midtjylland. Nu har Marxen været inde og spille med kontakt, mens Jeppe Tverskov også er blevet klar. Det giver nogle flere muligheder, når vi også får Johnny Thomsen tilbage i løbet af ugen, siger Colin Todd til Randers Amtsavis.

Fire Randers-spillere har været af sted med diverse landshold, men Colin Todd regner også med at råde over dem, selvom de har været i aktion i midtugen.

Kampen mod FC Midtjylland, der fører Superligaen, spilles fredag klokken 18 i Herning.