Video : Tipsbladet
Superliga

Randers-træner: Vi mennesker er gode til at bluffe os selv

Randers-træner Olafur Kristjansson spotter krisetegnene i sin spillertrup, og det er en daglig kamp på træningsbanen at komme dem til livs.

Randers FC faldt fuldstændig sammen mod slutningen af efteråret, og krisen fortsatte i foråret. Resultatet blev, at kronjyderne missede adgang til mesterskabsspillet og i stedet skal fokusere på ikke at rykke ned. Nul sejre i ni kampe og blot ét scoret mål er de triste kendsgerninger for Randers FC.

Som et ekstra krydderi til turbulensen blev sportschef Ole Nielsen i sidste uge fyret på grund af samarbejdsvanskeligheder mellem ham og direktør Michael Gravgaard, og efterfølgende var de to parter ude at stikke til hinanden i pressen.

Det er under disse forhold, at cheftræner Olafur Kristjansson skal få sit mandskab til at præstere, og han kæmper en hård kamp for at få vendt skuden.

- Vi er nogenlunde ovenpå igen efter det missede slutspil. Det kan ikke hjælpe noget, at vi hænger fast i det, så det kan vi lige så godt komme os over. Så har der også været lidt uro i forbindelse med en udskifting på direktionsgangen, men sådan er det i fodboldens verden, hvor folk kommer og går hele tiden. Det er ikke noget, jeg har kunnet mærke på mine spillere, siger Olafur Kristjansson til tipsbladet.dk.

Han holder nu fokus på det simple på træningsbanen i håbet om, at det er den rette medicin for Randers FC-spillerne.

- Det handler om ikke at gå i panik. Vi skal fortsætte med de samme ting, som vi hele tiden har gjort, og jeg ved godt, at det er her, det bliver forbandet klichéagtigt, men jeg synes, man kan se i vores kampe, at vi gør meget af det rigtige. Vi har helt afgjort manglet noget effektivitet, og det er selvfølgelig noget, vi har fokus på. Derfor har vi også haft rigtig meget selvtillidsforstærkende træning, siger islændingen og tilføjer:

- Som træner er det vigtigt i sådan en situation som den, vi er i, at man ikke forsøger at opfinde noget helt nyt, som gør spillerne utrygge. Den selvtillidsforstærkende træning består blandt andet i, at vi måske har lidt færre afleveringer på i forbindelse med vores skudtræning. På den måde får vores angribere lidt flere afslutninger og en følelse af, at de altså godt kan finde ud af at lave mål. Sådan er der mange små detaljer, man kan skrue på.

Olafur Kristjansson er ikke i tvivl om, at mangel på selvtillid i øjeblikket er klubbens fjende nummer ét.

- Som mennesker er vi rigtig gode til at bluffe over for os selv og over for vores omgivelser – vi er blandt andet gode til at skjule, hvis vi mangler selvtillid. Men selvfølgelig har vi en vis mangel af selvtillid på holdet. Det er enten det, eller også har spillerne mistet deres færdigheder og er blevet dårlige i løbet af få måneder. Det tror jeg ikke på, siger han.

Randers FC er i en situation, hvor klubben både kan tænke i en plads i Europa League til næste sæson og samtidig skal have fokus på ikke at rykke ned. To store modpoler at navigere i for cheftræneren.

- I det her slutspil handler det om hele tiden at være fokuserede på den enkelte kamp isoleret set. Nu, hvor jeg lige har prædiket om manglende selvtillid, ville det se tåbeligt ud, hvis jeg så går ud og slår et helt vildt stort brød op og siger, at vi skal det ene og det andet. Vi skal ikke fokusere på konsekvenserne, men på det næste resultat, og det første i rækken er mod Esbjerg. Vi må ikke miste fokus, og så skal vi kunne acceptere, at det ikke nødvendigvis behøver at være kønt, det vi foretager os på banen, slutter Olafur Kristjansson.

Randers FC møder Esbjerg fB i den tidlige søndagskamp.