Superliga

Randers uden cheftræner mod EfB

Randers FC må undvære Colin Todd til aftenens kamp mod EfB - assistenten tager over..

Når Randers FC mandag aften lægger banen til opgøret mod EfB, bliver det uden cheftræner Colin Todd på sin normale plads på bænken. Cheftræneren er nemlig under uddannelse for at kunne sikre sig den påkrævede p-licens, det kræver for at kunne træner et Superliga-hold.

Derfor er Colin Todd de kommende dage i England og indtil da, er det assistenttræner Joakim Mattsson, der står i spidsen.

- Jeg har det fint med at tage over i de perioder, hvor Colin er optaget af sin uddannelse. Jeg føler ikke noget pres, og er bestemt heller ikke nervøs, for at noget kommer til at gå skævt, fordi jeg tager over i en periode, siger Joakim Mattsson til Randers Amtsavis.

Den "nye chef" regner dog ikke med at folk på lægterne kommer til at se den store forskel i spil og opstilling.

- Der er ikke så meget anderledes ved kampen mod Esbjerg. Jeg bliver ny mand i front for holdet, men vi spiller efter de samme principper og samme taktikker, som vi hele tiden har gjort. Selvom jeg tager over for en stund arbejder vi stadig med de samme idéer, som vi har gjort hele sæsonen,« siger han.

Der er meget på spil for begge hold, der som oprykkere begge er tippet til at få en sæson, der handler om at undgå nedrykning. Mens Randers FC har sat seks point på kontoen har det knebet mere for EfB, der efter fire kampe, stadig kun er noteret for et enkelt point.

- Et nederlag vil helt klart gøre mere ondt på dem end på os. De er kommet skidt fra start og skal snart til at have point, hvis ikke de skal blive hægtet af i bunden. Alligevel tror jeg, at man kommer til at se et Randers-hold, der vil det her mere end Esbjerg. Hvis vi samtidig kan holde det fokus og det hårde arbejde, vi har vist de seneste kampe, bliver det udslagsgivende. Jeg tror på tre point til os, siger Joakim Mattsson