Video : Tipsbladet
Superliga

Rask: Hårdt ikke at kunne træne

Den 34-årige forsvarsspiller er glad for at være tilbage på træningsbanen efter en længere pause.

Mikkel Rask var tirsdag tilbage på træningsbanen sammen med sine holdkammerater i AGF. Forsvarsspilleren har været ramt af en række skader siden han kom til ved årsskiftet, men nu begynder det så småt at lysne igen.

Det er kun blevet til fire kampe for AGF siden skiftet fra Viborg, og selvom Rask er tilbage på træningsbanen, så er der stadig noget vej tilbage til topformen. Således blev det ikke til mere end 45 minutters træning. Alligevel føles det som en sejr for forsvarsspilleren.

- Det var dejligt at være med de andre ude og træne. Det skrider planmæssigt frem, men jeg er bare glad for at kunne være ude på banen igen. Indtil videre reagerer låret fint, så der burde ikke være det store i det. Jeg har dog kun deltaget i noget af træningen, så nu må vi se. Jeg hæfter mig bare ved det positive ved at være ude på banen igen, siger Mikkel Rask til Århus Stiftstidende.

En drilsk lårskade i både venstre og højre side har holdt ham ude i foråret, og selvom Mikkel Rask er på vej tilbage, så er udsigten til spilletid ikke blevet nemmere henover sommeren.

Således har Pierre Kanstrup tilføjet ekstra konkurrence i forsvaret, ligesom både Niklas Backman, Alexander Juel Andersen og Jesper Juelsgård også er i spil til en plads i midterforsvaret.