Rasmus Falk om god start: Jeg har lagt alt i det
Foto: Paul Faith/Polfoto
Superliga

Rasmus Falk om god start: Jeg har lagt alt i det

Rasmus Falk fortæller, at han har givet alt i sin nye klub FC København, og det har medvirket til kantens gode start i hovedstadsklubben.

Rasmus Falk blev af Tipsbladet.dk kåret som man of the match i går, da FC København besejrede Esbjerg med 4-0 på Blue Water Arena. Og selv siger fløjen, at det var en velfortjent sejr.

- I første halvleg kommer vi forholdsvis hurtigt foran, men derefter giver vi dem lidt dumme chancer væk, men det udnyttede de heldigvis ikke. I anden halvleg synes jeg, vi kører dem over. Det giver selvtillid, at vi har fået så god en start. Vi tror, vi er gode, og vi ved, vi er gode, men det skal vi også bevise, siger Falk til FCK TV.

Om sin gode start siger Falk, at han har givet alt.

- Det har været dejligt at komme så godt i gang. Jeg har lagt alt i det, og jeg har suget til mig, så det har været fedt at få en god start. 

På onsdag venter der københavnerne et brag af en kamp, når hovedstadsklubben gæster Astra i Rumænien. 

- Det er en kanonvigtig kamp for sæsonen, så det handler om at restituere og være klar til den modstander, der er dernede. Det bliver endnu varmere, end det var heroppe i dag.

Kampen mellem Astra og FC København fløjtes i gang klokken 19:30 på onsdag.