Rasmus Falk fik en ellers succesfuld første sæson i FC København skæmmet af en skade, som holdte den 25-årige fynbo ude i næsten et halvt år. Det er først for nyligt, at Falk har gjort comeback for de danske mestre.
Den 9.marts slog FC København den hollandske storklub AFC Ajax med 2-1 i Europa League, og det skete blandt andet takket være et mål af Rasmus Falk tidligt i kampen. Dagen efter fik FCK-profilen den nedslående melding, at der ventede ham en lang skadespause.
Den 27. august gjorde Falk comeback for FC København mod FC Nordsjælland, og foreløbig står han noteret for seks Superliga-kampe i denne sæson.
- Jeg synes, jeg er godt på vej, men jeg ved også godt, at jeg stadig kan lægge på, men det er også forventeligt, og jeg føler, at jeg er tæt på at være i fulde omdrejninger. Jeg havde nogle gode træninger i landskampspausen, og jeg synes, jeg ligner mig selv igen. Fra nu af går det kun fremad, håber jeg. Det vil altid tage noget tid, når man har været ude i lang tid og humpet rundt på krykker, siger Rasmus Falk til tipsbladet.dk.
Han føler, at det har været op og ned i de første seks Superliga-kampe efter sit comeback. Foreløbig er det blevet til et mål og en assist for den tidligere OB-spiller.
- Det har været lidt blandet. De seneste to kampe i Superligaen har resultatmæssigt ikke været, som vi kunne forvente, og det er det vigtigste – at vi står sammen som hold og får samlet point. Så kommer alt det individuelle i anden række, siger FCK-profilen.
Det kom som et chok for ham, da han fik meldingen om, at han havde en overbelastet fodrodsknogle og ikke mindst hvor lang en pause, der ventede ham som følge heraf.
- Det skete næsten fra den ene dag til den anden. Jeg spillede en super kamp og scorede mod Ajax på hjemmebane, og dagen efter mødte jeg ind til en scanning. Næste gang, jeg så træningsbanen, var fem måneder senere. Det var en hård tid, især fordi, jeg ikke regnede med, det var noget slemt. Jeg gik glip af mange ting, men jeg var også med til at opnå mange gode ting, siger Falk og tilføjer:
- Jeg havde slet ikke regnet med, den var så gal. Jeg kunne godt mærke, at der var noget, og det var også derfor, jeg blev scannet. Jeg havde regnet med en lille pause, men det blev så en lang en af slagsen.
- Det var irriterende at misse kampen i Amsterdam, og der var et mesterskab, som alt andet end lige havde været lidt sjovere at fejre inde på banen. Og så var der pokalfinalen. Men det er lagt bag mig, og nu handler det om den her sæson.
FC København er på en skuffende sjetteplads i Superligaen halvvejs inde i grundspillet, og Rasmus Falk lægger ikke skjul på, at han og holdkammeraterne skal præstere bedre.
- Jeg kigger ikke på tabellen. Man skal skille den her sæson fra sidste, for vi satte overliggeren rigtig højt i sidste sæson. Vi havde forventet mere af os selv, men vi har stadig troen på os selv og ved godt, at vi skal gøre det bedre. Vi tager en kamp ad gangen, siger offensivspilleren, der ikke mener, der er grund til bekymring:
- Nej, det synes jeg ikke. Der har været en stor progression fra, da vi startede, til nu, og så ved jeg godt, at det kan lyde dumt, når man kommer fra to nederlag i Superligaen, men der er rigtig mange ting, som er blevet forbedret. Vi har også et billede af os selv om, at vi skal vinde mange flere kampe, end vi har gjort.
Rasmus Falk har foreløbig spillet 28 Superliga-kampe og scoret seks mål for FC København.