Reserven Wiland: Jeg ved, hvordan det er
Illustration
Superliga

Reserven Wiland: Jeg ved, hvordan det er

- I en klub som FCK er vi nødt til at have konkurrence. Selvfølgelig er ingen tilfreds med at sidde på bænken. Sådan er det, og sådan skal det være, siger den bænkede Johan Wiland om situationen i FCK.

Siden Jesper Christiansen kom til skade under en kamp mod Brøndby i efteråret 2009, har Johan Wiland været fast førstemålmand i FC København. Kun skader og karantæner har holdt svenskeren ude af holdet, men i sæsonens første to Superliga-kampe, har den danske sølvvinder haft Stephan Andersen i målet.

Dermed ser det ud til, at Stephan Andersen har vundet målmandskampen i FC København, mens Johan Wiland nu må tage til takke med en reservetjans. Det er svenskeren naturligvis ikke tilfreds med.  

- Det har selvfølgelig været lidt anderledes, men jeg ved, hvordan det er, for det var sådan, min første tid i klubben var. Det handler om at arbejde hårdt og kæmpe videre, siger Johan Wiland til tipsbladet.dk.

Læs også: Andersen til FCK-fans: I kan bare buhe

Lørdag var Wiland helt uden for truppen, da FCK vandt 2-1 over Silkeborg, men det er der ingen dramatik i.

- Jeg havde en lille overbelastning i højre lår, så det var bare for en sikkerheds skyld. Jeg skulle alligevel sidde på bænken, så for mig var det et godt tidspunkt at hvile lidt, forklarer han.

Johan Wiland er helt med på, at det er nødvendigt med hård konkurrence på målmandsposten, men han er indstillet på at kæmpe for at få sin plads tilbage på holdet.

- I en klub som FCK er vi nødt til at have konkurrence. Selvfølgelig er ingen tilfreds med at sidde på bænken. Sådan er det, og sådan skal det være. Men det giver også god træning med højt tempo og et godt go' hos alle målmændene. Det betyder, at man lærer af hinanden og bliver bedre, siger Wiland, der som nævnt indledte sin karriere i FCK som reserve for Jesper Christiansen og nu også kan afslutte sin tid i klubben som reserve for Stephan Andersen.

- Sådan ser jeg ikke på det. Mit mål er at spille hver gang, og hvis det ikke kan blive sådan, må jeg arbejde hårdere i ugen op til hver kamp. Jeg må arbejde hårdere på træningsbanen og bevise, at det er mig, der skal stå i næste kamp, siger den svenske keeper, der dog ikke vil ind på, om han overvejer at skifte klub denne sommer som konsekvens af reservetjansen.

- Nu er jeg jo i FCK, så det er kun det, jeg tænker på. Jeg kan ikke sige andet, så lige nu er jeg i FCK, og for mig handler det om at tage min plads tilbage, siger han.

33-årige Johan Wiland har kontraktudløb i FC København i sommeren 2016.

Læs også: Trods drop: Ståle forsvarer Stephan Andersen