Video : Tipsbladet
Superliga

Revanchelysten Helenius: Tror jeg laver en pind mod Viborg

Nicklas Helenius har fået gang i karrieren i Silkeborg, hvor han har lavet fem mål i 11 kampe. Nu venter en revanchekamp mod Viborg, som Silkeborg tidligere på sæsonen tabte 5-1 til.

Silkeborg fik tidligere på sæsonen ørerne i maskinen mod Viborg. De grønne fik en sejr på hele 5-1, og det gjorde ondt på Silkeborgs spillere, men de var ikke gode nok i flere forskellige aspekter, mener en af holdets angribere.

- Vi var sjuskede med bolden og turde ikke rigtigt at spille og tage chancer. Vores presspil hang heller ikke sammen, og det har vi snakket om, at det skal være hårdt pres, hvor alle mand hænger sammen. Det er noget af det vi har arbejdet på, og det fungerer bedre, siger Nicklas Helenius til klubbens hjemmeside.

I morgen får Silkeborg og Helenius mulighed for at vaske pletten af, når de gæster Viborg i Superligaen.

- Vi har en revanche til gode og skal være skarpe i alle situationer, og være på alle mand. Hvis vi er det, så tror jeg også på, at vi får alle tre point. 

Personligt har denne sæson været et lyspunkt for den 25-årige angriber fra Nordjylland. Han har spillet 11 Superliga-kampe for Silkeborg, der har lejet ham i Aalborg, og i de kampe har han lavet fem mål. 

- Jeg føler mig egentlig skarp. Jeg føler at mine afslutninger sidder godt og det er lidt det med at tage det højintense løb i dybden eller i feltet og lige give det chancen. Så føler jeg også, ar jeg sparker den ind. Jeg skal ikke have mange lige nu for at score, så jeg tror på, at jeg kan lave en pind i morgen.

Silkeborg er godt kørende for tiden med ni point i deres seneste seks kampe. Disse kampe har kun budt på ét nederlag, som kom i sidste runde til FC København.