RFC-direktør med sidste stikpille til Lorentzen

Randers-direktør Jacob Nielsen skyder med skarpt efter Kasper Lorentzen, der forlod klubben i tirsdags. Nielsen ærgrer sig over, at det ikke er tilladt at give illoyale spillere en bøde i Danmark - for så havde midtbanespilleren stået forrest i køen.

At FC Nordsjælland på transfervinduets sidste åbningsdag besluttede sig for at leje Kasper Lorentzen i Randers, skete med sikkerhed ikke på baggrund af en varm anbefaling fra kronjyderne. I 1. divisionsklubben er man nemlig meget utilfredse med sin nu forhenværende midtbane-profil.

Kasper Lorentzen har i flere omgange ytret sin utilfredshed med at spille i Danmarks næstbedste fodboldrække, og det har ligeledes irriteret ham, at Randers ikke var villige til at give slip på ham. Det var først meget sent i januar, at kronjyderne overgav sig og lod landsholdsspilleren finde en ny klub.

Og de mange misytringer fra Kasper Lorentzen til pressen har man svært ved at glemme i Randers.

- I udlandet kan man jo se, at når en spiller udtaler sig illoyalt - og det er der jo ingen tvivl om, at det her har været i flere omgange - så bliver spilleren sanktioneret meget hårdt med bøder og andet, men de muligheder har vi desværre ikke, siger Randers-direktør Jacob Nielsen til kanalsport.dk med henvisning til, at det i Danmark ikke er tilladt for klubberne at udskrive bøder til spillerne.

Kasper Lorentzens lejeaftale med FC Nordsjælland gælder i første omgang resten af sæsonen.

Seneste nyt på tipsbladet.dk