Ricardo Moniz: Har fulgt Randers FC siden 2009
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Ricardo Moniz: Har fulgt Randers FC siden 2009

Ricardo Moniz havde mandag første arbejdsdag i Randers FC, og han ser frem til sit ophold hos Superligaens aktuelle bundprop.

Randers FC præsenterede søndag hollænderen Ricardo Moniz som ny cheftræner, og mandag havde han første arbejdsdag i Kronjylland. På lørdag debuterer han på udebane mod topholdet FC Nordsjælland.

Hollænderen er glad for at være i Randers FC, med hvem kontakten opstod pludseligt, efter at Olafur Kristjansson valgte at forlade klubben i sidste uge.

- Det er ikke et arbejde for mig, det er en hobby. Jeg elsker fodbold, og det er en stor ære at være i Randers FC. Hvis du for en uge siden havde sagt til mig, at jeg ville stå her i dag, havde jeg ikke troet dig, men det er det fede ved fodbold. Det er en stor udfordring at være her i Randers, siger Ricardo Moniz til TV2 Østjylland.

Hollænderen, der har en fortid i klubber som Hamburger SV, Red Bull Salzburg og Tottenhan, har et lille kendskab til sin nye arbejdsgiver.

- Jeg kender Randers FC tilbage fra 2009, da jeg var i Hamburger SV, og hvor de besejrede os på vores eget stadion. Dengang var jeg imponeret, og siden har jeg fulgt dem på grund af den personlige oplevelse. Jeg har ikke fulgt den danske liga, kun landsholdet, for man forventer ikke, at man pludselig står her. Nu skal min stab og min assistent hurtigst muligt klæde mig på til den danske liga, lyder det fra den nye Randers-træner, der tilføjer:

- Jeg kommer til at give 200 procent for Randers FC.

Peter Enevoldsen blev søndag fyret som assistenttræner i Randers FC, og klubben har endnu ikke udpeget en ny højre hånd for Ricardo Moniz.