Video : Tipsbladet
Superliga

Riddersholm: Alle spillere skal forstå, at det er en alvorlig situation

Det skal afspejle sig i AGF-spillernes præstationer, at klubben er i en alvorlig situation, mener cheftræneren, der efterlyser fuld koncentration mod Viborg FF.

Efter på søndag kan situationen i pulje 2 i nedrykningsspillet se ganske anderledes ud. Lige nu har både AGF og Viborg FF fem point op til Silkeborg IF, så afhængig af resultaterne kan begge hold veksle mellem at være otte og to point fra sikkerhed efter runden.

Netop AGF og Viborg møder hinanden søndag eftermiddag i en kamp, som ingen af holdene ret godt kan tåle at tabe. Det er kun lidt over en måned, siden de mødtes sidst, hvilket også var i Viborg, hvor hjemmeholdet sikrede 1-1 med et sent straffespark.

Det har været en dårlig vane for AGF at indkassere sene mål i dette forår, og det vil cheftræner Glen Riddersholm til livs.

- Vi skal kunne holde koncentrationen og vores aftaler i 90 minutter - plus tre. Trods de udfordringer, vi står over for, kan vi jo se, at holdet altid udviser en god moral. De er med i kampene om pointene hele tiden, men til sidst er det for ofte os, der har stået tomhændet tilbage, fordi vi selv har kvajet os eller har været ofre for, at modstanderen bare har været dygtigere i nogle faser, siger han til tipsbladet.dk.

Denne sæson og især dette forår har været præget af skader i AGF-defensiven, og det har tvunget Riddersholm til mange udskiftninger. Det bliver holdet nødt til at opveje for.

- De ting, vi ikke har i relationer og kontinuitet, skal vi kompensere for med en enorm holdånd, med et enormt fællesskab og ikke mindst en enorm evne til at ville arbejde for hinanden. Så den enkelte spiller skal sætte sine forventninger til eget topniveau og sin egen kvalitet lidt mere på hylden, og så skal alle 11 spillere forstå, at det her er en alvorlig situation, og det skal man kunne se. Specielt på evnen til at holde koncentrationen og holde aftalerne, siger Riddersholm.

- Vi kan pege en finger indad mod os selv i for mange kampe, hvor vi har smidt point, og ikke kan beskylde andre for det. Vi har selv lavet nogle fejl, som man ikke må på det her niveau. Omvendt ved vi også, at fodbold er en sport, der er meget præget af selvtillid, og vi er nødt til at tanke noget selvtillid op. Der har vi jo ikke været vores egen bedste ven, fordi vi for ofte har taget nogle beslutninger, som ikke har været kloge nok.

Glen Riddersholm mener, at muligheden for at få en sejr over Viborg "absolut er til stede", men det er også det eneste, han og resten af AGF skal koncentrere sig om. Ikke hvordan det går i Silkeborgs kamp mod AaB, og hvor mange point der nu adskiller holdene i tabellen.

- Det er vigtigt for mig at tilføje, at vi ikke er i en situation, hvor vi skal begynde at sige: "Så kan vi vinde over Viborg, og så kan vi håbe på, at AaB vinder over Silkeborg." Der er vi slet ikke i øjeblikket. Vi har rigeligt at gøre med os selv, siger han. 

- På dagen er det ligegyldigt, hvem vi møder, hvis vi ikke lever op til vores eget topniveau. Gør vi det i fællesskab, ligger der også point og venter til AGF. Men alt det med at spekulere i nummer et og nummer to... Jeg tror, alle hold drømmer om position nummer et eller to, når man går ind i kvalifikationsspillet, og det gør vi også. Men der er stadig langt fra drøm til virkelighed, så vi skal tage udgangspunkt i den virkelighed, vi står i.

Det er altså nummer tre i pulje 2, fem point fra Silkeborg.