Riddersholm: Er træt af, at FCK får lov at sætte dagsordnen
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
Superliga

Riddersholm: Er træt af, at FCK får lov at sætte dagsordnen

Glen Riddersholm mener, at FC København med Ståle Solbakken i spidsen altid får lov at sætte dagsordnen.

Glen Riddersholm og Ståle Solbakken har aldrig fremstået som typerne, der er på julekort med hinanden, og rivaliseringen mellem de to kamphaner kan atter fortsætte i Superliga-sammenhæng, efter at Riddersholm er kommet til AGF som cheftræner.

Søndag stod AGF og FCK over for hinanden, men det blev en af de mere rolige omgange, Riddersholm og Solbakken har gået mod hinanden. AGF-træneren mener, at der er for få i dansk fodbold, der tør svare FCK og særligt Ståle Solbakken igen. Det er noget, FCK kan vinde meget ved.

- Ja det tror jeg, da absolut de kan. Det har jeg jo ofte sagt, at de har gjort i mange henseender, hvor de får lov at styre kommunikationen i forhold til medierne. Der er jo aldrig nogen, der tør, at stille sig op og give dem modspil, siger Glen Riddersholm til TV2 Østjylland og tilføjer:

- Jeg er egentlig træt af, at de altid kan få lov at sætte dagsorden, og det får de lov til både i retorikken og i måden, de gør det på. Og så vil det ofte blive vi andre, som kommer til at se ud som om, at vi er i en defensiv position.

Opgøret i søndags mellem AGF og FCK sluttede 0-0.