Video : Tipsbladet
Superliga

Riddersholm: Horsens-nederlag et "wake up call"

Glen Riddersholm har stor respekt for Hobro IK, og AGF-træneren fastslår, at det ikke bliver en nem opgave fredag aften.

AGF har købt godt ind i transfervinduet, og fredag skulle det nye hold vises frem for det århusianske fodboldpublikum, da AC Horsens gæstede "smilets by" i Superliga-premieren. Hvad der skulle være blevet en fest endte dog som noget af en fuser.

AGF tabte opgøret 1-2, og dermed kom Glen Riddersholms mandskab dårligt fra start i sæsonen. Fredag skal århusianerne revanchere sig mod Hobro IK, og nu er klubben for alvor blevet advaret.

- Dér, hvor vi er lige nu, er der ikke nogle hold, der er lette. Med få undtagelser kan vi slå alle hold i ligaen, men vi kan altså også tabe til alle. Nederlaget til Horsens var et "wake up call", siger Glen Riddersholm til stiften.dk og tilføjer:

- Vi kommer ikke til bare at køre henover Hobro, det gør vi ikke, det viste de jo også i den testkamp, vi spillede mod dem i opstarten (1-1, red.). De er gode og hænger sammen som hold. Og jeg har stor respekt for dem.

Der er kickoff fredag klokken 19.00.